Sorø-selskab på opkøb
Slagelse-virksomheden KTB Totalbyg A/S` håndværkerafdeling er solgt til Kopp Sorø A/S. KTB Totalbyg videreføres som lokalt selskab, hvor de nuværende aktiviteter og medarbejdere fortsætter.
KTB Totalbyg er solgt til Kopp Sorø, som viderefører virksomheden og vil udbygge aktiviteterne i hele Slagelse Kommune. Et af fokusområderne vil blive ejendomsservice. Torben Hansen (tv.), nu tidligere ejer af KTB Totalbyg sammen med Lars Mouritsen (th.) fra Kopp Sorø.
- Vi er glade for at sælge KTB Totalbyg til Kopp Sorø, som vil videreføre både virksomheden og de stolte fagtraditioner, fortæller Torben Hansen, og glæder sig over at medarbejderne kan fortsætte.
Med salget af KTB Totalbyg vil Torben Hansen hellige sig driften af sine andre forretninger, Slagelse Camping & Outdoorcenter, samt KTB Køkken & Bad, som fra den 1. oktober 2014 vil være at finde på samme adresse som Slagelse Camping på Karolinevej 2C.
Fastholder firmaet i Slagelse
Med købet af KTB Totalbyg er Kopp Sorø, ud over virksomheden i Sorø og selskabet Aage Th. A/S i Kalundborg, nu også repræsenteret i Slagelse. Virksomhedernes medarbejdere er fordelt på tømrere, snedkere, malere, murere og brolæggere. De fem fagområder betyder, at man er i stand til at levere den service, som såvel boligforeninger, kommuner, virksomheder og private efterspørger.
- Vi passer mere end 3.500 lejemål på Vestsjælland. Nu vil vi gerne tilbyde samme service i Slagelse og ser frem til et spændende samarbejde, udtaler Lars Mouritsen fra Kopp Sorø, som samtidig slår fast, at KTB Totalbyg videreføres fra kontoret på Karolinevej 2 i Slagelse.
- At vi har valgt denne adresse for KTB Totalbyg hænger sammen med, at vi vil fortsætte det tætte samarbejde med KTB Køkken & Bad, som vi hermed får som direkte nabo, lyder det fra Lars Mouritsen.