23948sdkhjf

Nye ordrer øger optimismen hos BM Byggeindustri

En solid ordrebeholdning har skabt rum til investeringer på fabrikken i Hobro, hvor man især oplever stigende efterspørgsel på moduler til lavenergibyggeri.
Aktivitetsniveauet er højt hos BM Byggeindustri, hvor både modulbyggeri og tømreropgaver fylder godt i ordrebeholdningen netop nu.

Ikke mindst KAB’s Almenbolig+-projekter har skabt travlhed på fabrikken. Sammen med GVL Entreprise, Vandkunsten, Esbensen og Slot Møller afleverede BM sidste år 72 præfabrikerede boliger til KAB i Rødovre, og i slutningen af maj måned vandt samme team et Almenbolig+-projekt med 36 boliger i Frederikssund. Hertil kommer endnu et Almenbolig+-projekt med 86 boliger på Amager, som netop er vundet. Projektet, der består af boliger i tre etager, blev genudbudt efter konkurs hos den oprindelige entreprenør, E. Pihl & Søn.

- Generelt er optimismen stor i virksomheden, hvor vi arbejder på flere spændende projekter med opstart i efteråret. Vi har godt med ordrer inde til hen på foråret 2015, og det giver ro til at planlægge langsigtet, fortæller salgschef Mogens Madsen.

Virksomheden har netop taget et nyt opkortningsanlæg i brug, som skal bidrage til at optimere produktionen og sikre konkurrenceevnen. Anlægget er en stor investering for BM, som altid har sværget til traditionelle produktionsmetoder og -dyder.

Stort fokus på tæthedskrav
Sideløbende med optimeringer i produktionen har BM arbejdet målrettet på at energioptimere sine fabriksfremstillede modulsystemer, og det har givet resultat. En netop udført ’blower door’-test i forbindelse med institutionsbyggeriet ”Vestermarken” i Stautrup ved Aarhus, hvor BM er totalentreprenør, har vist en måling på 0,18 l/s/m².

- Det er udtryk for et meget tæt byggeri, der tæthedsmæssigt formentlig kan opfylde kravene langt ud i fremtiden – længere end 2020 og under det halve af passivhuse, fortæller Mogens Madsen.

Bygningsreglementets tæthedskrav til klimaskærmen er i 2015 på 1,0 l/s/m², og kravet strammes i 2020 til 0,5 l/s/m².

Døren på klem til det svenske marked
BM Byggeindustri har de seneste år for alvor fundet vækstsporet, og virksomheden har mere end fordoblet sit bruttoresultat i perioden 2010/11 til 2012/13.

På bundlinjen blev det sidste år til et plus på 10,6 mio. kr., og Mogens Madsen forventer at kunne præsentere et nyt, pænt millionoverskud, når regnskabsåret 2013/14 afsluttes til efteråret – om end ikke helt på niveau med 2012/13.

Den stigende efterspørgsel på hjemmemarkedet har også givet anledning til at kigge ud over landets grænser. Således har BM netop taget hul på produktionen af moduler til et projekt med 14 lavenergiboliger i Stockholm. Ordren har en værdi af cirka 13 mio. kr. og skal være afleveret i december måned.

- Vi har flere projekter i salg i Sverige og forventer at opføre 20-40 boliger både i 2015 og i 2016. I Oslo har vi også tilbud ude, men her går det lidt langsommere, fortæller Mogens Madsen

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089