23948sdkhjf

Få men gode besøgende

Der var tilfredshed at spore hos en lang række udstillere på BYG ’07 på trods af det lave besøgstal. Det var især udstillere, der kunne fremvise helt nye produkter, der var velbesøgte på messen.
På BYG ’07 løb Building Supplys nyhedsredaktør ind i udstillere, der havde oplevet travlhed på messen. Fælles for dem alle var lanceringen af nye produkter, og samtidig delte de alle opfattelsen af, at der på messen havde været få, men gode, besøgende.

Rheinzink & Attic
Rheinzink havde taget opstilling midt i hal M sammen med deres samarbejdspartner Attic. Standen var velbesøgt og ifølge Alexander Laning fra Rheinzink skyldtes det to ting:

- Lanceringen af den nye Utzon-tagrende fra Rheinzink samt de nye kviste i zink fra Attic. Kvistene er produceret efter standardmål, og der er en leveringstid på 14 dage, fortæller han til Building Supply.

Den korte leveringstid er især et særsyn i den travle byggebranche.

Kongebro & Livstidsgarantien
Hos Kongebro havde man også oplevet travlhed. Her havde man også satset stort på BYG ’07. Ikke blot havde virksomheden, der producerer vægpaneler og tagbeklædning i skifer, egen stand på messen.

Kongebro præsenterede også sine produkter på to ud af tre temaustillinger på messen: Den aktive tagflade og Vådrum – en Designudfordring samt i forbindelse med specialudstillingen Fremtidens hus. Som følge heraf havde virksomheden også haft over 600 besøgende på deres stand.

Vildbjerg Vinduet & Energy Windows
Den lave u-værdi i Vildbjerg Vinduets Energy Windows overraskede de besøgende på virksomhedens stand, der i antal og karakter helt stemte overens med direktør Jens Jacob Pedersens forventninger.

- Vi har haft de helt rigtige kunder – altså arkitekter og dem, der bestemmer, fortalte han til Building Supply, og fortsætter:

- Vi har endda haft besøg af interesserede fra Færøerne, Grønland og Norge. Udenrigsministeriet har også været her, da de er i gang med at opføre et prøvehus i USA for at vise danske produkter frem på det amerikanske marked.

Så BYG '07 må siges at have været en blandet fornøjelse, ligefra tilfredse udstillere med stande præget af travlhed til udstillere, hvor udtrykket "spild af tid og penge" spillede en væsentlig rolle.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078