Messer – en uddød race
BYG ’07, der løb af stabelen i sidste uge i Messecenter Herning, kunne fremvise 4.690 besøgende og en række mere eller mindre frustrerede udstillere.
Jens E. Ringsted fra Bagger-Nielsen siger til Building Supply:
- Vi har haft en god messe, men jeg tror stadig, at messerne er på vej væk. Det er alt for dyrt at give godt 150.000 kr. alt i alt for så få besøgende.
Og der var flere, der delte hans mening.
Rigtige og forkerte besøgende
Hos Junckers, hvor man fremviste nye farvede gulve, var humøret ikke højt, selvom de få besøgende dog havde udvist stor interesse for den nye gulvserie. Salgschef Niels Clement var heller ikke sen til at give sit besyv med:
- Det skyldes i høj grad dårlig planlægning. Men besøgstallene er jo ikke vigtige, hvis blot det er de rigtige, der dukker op. Her er for få arkitekter og entreprenører og for mange elever fra tekniske skoler, siger han til Building Supply.
Hos en anden gulvproducent havde man samme opfattelse. Peter Hother fra Wiking Gulve mener, at det er manglende markedsføring, der har gjort udslaget for BYG ’07 samtidig med, at messen falder for sent på sæsonen.
Og som så mange andre på messen tvivler han på, om vi får ligeså mange messer af denne type at se i fremtiden.