Flügger A/S med ny direktør og kvartalsrapport
Flügger A/S gennemfører generationsskifte, samtidig med at maler-koncernen afslører et resultat efter skat på 92,4 mio. kr. efter regnskabsårets første tre kvartaler.
Koncernens egenkapital ultimo androg 714,6 mio. kr. kontra 652,8 mio. kr. på samme tidspunkt sidste år.
Generationsskifte
Bestyrelsen for Flügger har i dag på sit bestyrelsesmøde besluttet at gennemføre et generationsskifte i koncernen.
Det betyder, at Søren P. Olesen, som har været ansat siden 2002, pr. dags dato er udnævnt til administrerende direktør med ansvar for den daglige drift samt kort- og langsigtet strategisk udvikling af koncernen.
Ulf Schnack, som har været administrerende direktør for Flügger siden 1970, fortsætter som koncerndirektør med ansvar for Investor Relation og kontakt til bestyrelsen samt med ansvar for produktudvikling inden for maling og tapet og med ansvar for Flügger Branding.
- Jeg er utrolig glad for, at Søren P. Olesen tager over. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været målet, siden han blev ansat. Han er en utrolig kompetent person, og både jeg og bestyrelsen tror på Søren, ellers havde han ikke fået jobbet, siger Ulf Schnack.
Søren P. Olesen har allerede i stor stil sat sit præg på koncernen og tilført mange friske ideer og nye tiltag.
Kilde: Den nordiske Fondsbørs