Moske og Islamisk Center i Århus
Arkitektfirmaet C. F. Møller har tegnet et forslag til en moske og et islamisk center i Århus, hvor dansk bygningskultur og byggeteknik danner et frugtbart møde med islamisk arkitektur. Præcist, relevant og uden etnocentriske mellemregninger.
Det samlede byggeris vartegn er en 30 meter høj minaret i en kaligrafisk form. Et kvadratisk gårdrum med fliser i et sindrigt geometrisk mønster er bygningens hjerte og ankomst. Fra gårdrummet går man ind i bygningens store fællesrum, der giver adgang til samtlige funktioner: information, bibliotek, klubrum, rituelt renselsesrum, køkken, ungdomsrum, toilet og garderobe.
Fra fællesrummet har bygningen en drejning mod mekka til den tæppebelagte bedesal, der er et kvadrat på 28 gange 28 meter med 12 meter op til kuplen. Bedesalen har plads til 800, men byggeriet er fleksibelt med vægge, der kan sænkes, og døre ud til gårdrummet, så den kan rumme op til 2000 personer.
Rindende vand, lys, haver, kalligrafi og ornamentik er funktionelle og dekorative lag, der yderligere vil være med til at danne en moské og et islamisk center.
Forslaget til moskéen og det islamiske kulturcenter er tegnet for Forbundet af Islamiske Foreninger.
Kilde: Arkitektfirmaet C. F. Møller – www.cfmoller.dk