Trådløse sensorer skal give bedre byggeri
Forsknings- og Innovationsstyrelsen har givet 11 mio. kr. til innovationskonsortiet SensoByg, der skal udvikle billige og driftsikre overvågningssystemer til byggeriet. Et kerneområde bliver systemer, der holder øje med fugt.
Ved at indstøbe trådløse sensorer i beton kan man følge fugtindholdet i byggeriet – både under opførelsen og i det færdige byggeri. Man kan også montere sensorerne på eksisterende byggeri og på den måde overvåge byggeriets tilstand.
Kan udskyde reparationer i eksisterende konstruktioner
Sensorovervågning kan for eksempel bruges til at holde øje med fugt i større anlægskonstruktioner. Det kan forebygge alvorlige problemer som frostskader på betonen eller korrosion på armeringen, fortæller afdelingsleder for Rambøll Danmarks afdeling for brovedligehold og materialeteknologi, Asger Knudsen:
– Når de nye overvågningssystemer er færdige, vil vi let og billigt kunne indhente flere – og mere præcise – informationer om konstruktionernes tilstand. Det kan blive et værdifuldt supplement til traditionelle undersøgelser og analysemetoder.
– Vi vil for eksempel kunne give en bedre vurdering af, hvornår der skal ske reparationer og vedligehold. Det kan forlæng
e levetiden på de enkelte dele af konstruktionen. Og dét er et område, hvor bygherren virkelig kan spare penge!
Kan forebygge skimmelsvamp i boliger
Sensorerne kan også indstøbes i de betonelementer, der bruges til boligbyggeri. Når elementerne leveres til byggepladsen, indeholder de fugt. Og under byggeriet kan det ikke undgås, at de udsættes for regn. Denne fugt skal tørre ud, inden der males, tapetseres og lægges gulvbelægning.
– Der er flere fordele ved at have indstøbte sensorer i de færdige betonelementer, fortæller teknisk chef fra elementvirksomheden EXPAN A/S Erik Fredborg.
– I det færdige byggeri vil bygherren kunne bruge sensorerne til at dokumentere over for myndighederne, hvor meget fugt, der er i et hus. Og dermed leve op til kravene i nye bygningsreglement. Det er jo vigtigt at få styr på fugtproblematikken, da byggefugt kan være årsag til skimmelsvamp i det færdige byggeri.
Innovationskonsortiet
Konsortiet ledes af Teknologisk Institut, der har stor ekspertise med både byggeri og trådløs sensorteknologi. Konsortiet er et udviklingssamarbejde mellem Teknologisk Institut og en række virksomheder og videninstitutioner.
Med er: EXPAN A/S, Rambøll A/S, Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), Develxo A/S, Femern Bælt A/S, KPC Byg, Forsikring & Pension, Mjølner Informatics A/S, Betonelement A/S, Tempress A/S, Vejdirektoratet, Alexandra Instituttet. Ørsted•DTU, Lunds Universitet, (Sensor Technology Center (STC), Statens Byggeforskningsinstitut, og Aarhus Universitet/Datalogisk Institut.
Kilde: Teknologisk Institut