23948sdkhjf

TV 2 udvider i Odense

MT Højgaard skal stå i spidsen for byggeriet, når TV 2 udvider sit hovedkontor i Odense med en tredjedel.
TV 2|DANMARK og landets største bygge- og anlægsvirksomhed, MT Højgaard, har underskrevet en kontrakt om udvidelse af TV 2s hovedkontor på Kvægtorvet i Odense. Udvidelsen på ca. 5.800 kvadratmeter skal bruges til nye faciliteter til produktion og afvikling af tv-kanaler.

Som statsaktieselskab er TV 2 underlagt EUs omfattende udbudsregler, hvilket har betydet, at entreprisen skulle i EU-udbud. MT Højgaard har bygget for TV 2 før, og forventningerne til det nye byggeri er heller ikke blevet mindre i den lange proces:

- Vi gennemgår lige nu så hastig en udvikling, at vi ikke bare bygger til akutte behov, men forsøger at se længere frem. Derfor bliver en del af byggeriet udført som råhus, der kan færdigapteres i takt med behovet. Som bygherre har vi meget store forventninger til MT Højgaard og det nye byggeri. Vi glæder os til at fortsætte den gode dialog og ikke mindst til at tage de nye faciliteter i brug, siger Lars Esben Hansen.

MT Højgaard er Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed, og selskabet udfører stort set alle opgaver inden for bygge og anlæg. Koncernen omsatte i 2005 for knap 8,5 mia. kroner og beskæftiger over 5.000 medarbejdere.

Projektchef hos MT Højgaard, Henning Kolind, fortæller om et langt forhandlingsforløb med et godt resultat:

- Udbuddet startede i juli sidste år og er først blevet afsluttet nu. Men processen har været forholdsvis smertefri, og vores kemi med TV 2 har været god fra første dag. Vi glæder os til at arbejde sammen med en af Danmarks store og meget profilerede virksomheder. Vi vandt udbuddet, fordi vi gav det bedste tilbud. Dette skyldes i høj grad også vores samarbejdspartnere i dette udbud; Creo Arkitekter og Rambøll, siger Henning Kolind og fortsætter:

- Nu glæder vi os bare til at komme i gang. Det er et stort byggeri på ca. 5.800 kvadratmeter, og det i sig selv gør det til en spændende opgave, fortæller Henning Kolind.

Kilde: MT Højgaard – www.mthojgaard.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172