Arkitema vinder konkurrence i Randers
Arkitema har vundet konkurrencen om at skabe et nyt bykvarter i Randers ved Thor Bryggeriet. Arkitemas forslag er at videreføre eksisterende strukturer i de nye bygninger blandt andet i form af aftryk fra den middelalderlige bykerne.
- Det overordnede mål for vores forslag er at videreføre eksisterende strukturer og rumligheder, blandt andet i form af aftryk fra den middelalderlige bykerne. Vi vil fastholde sporet af Thor Bryggeriet og udvikle et nyt vartegn for Randers, lyder det fra Arkitema.
Arkitema satser på at skabe et bykvarter med kvalitative byrum, attraktive boliger og et dynamisk handelsliv.
- Thor Bryggeriet har haft stor betydning for byens identitet både som fikspunkt og som arbejdsplads. Samtidig har bryggeriet markeret sig i bymidten som en lukket enhed – næsten som en sten i et vandløb. Byens liv, har ligesom vandet i vandløbet, bevæget sig uden om bryggeriet. Nu sprænger vi stenen i stykker – så byens liv kan trænge ind på den store og centralt beliggende bryggerigrund, lyder det fra Arkitema.
Blandt de øvrige deltager i konkurrencen findes Henning Larsen Architects, Sahl Arkitekter og Årstiderne Arkitekter.
Kilde: Arkitema - www.arkitema.dk