Morgendagens lys i Dansk Arkitektur Center
Den internationale jury pegede i oktober 2006 på danske Louise Grønlund som vinder af International Velux Award for arkitektstuderende. Nu vises hendes projekt, "A museum of photography" på Dansk Arkitektur Center sammen med en mangfoldighed af spændende danske og internationale projekter på udstillingen LIGHT OF TOMORROW.
Hele 557 projekter var Louise Grønlund oppe imod i kampen om International Velux Award 2006. På udstillingen LIGHT OF TOMORROW kan publikum ud over vinderprojektet opleve de to projekter, der fik anden- og tredjepladsen, nemlig "Reading place in the forest" af spanske Gonzalo Pardo Díaz og "Light invisible bridges" af Anastasia Karandinou fra England.
Louise Grønlund.Udstillingen præsenterer også de 17 projekter, der fik hædrende omtale, og de øvrige 14 danske projekter, der deltog i konkurrencen.
At skrive med lys
Louise Grønlund har med projektet "A museum of photography" tegnet et fotomuseum, der tager udgangspunkt i den direkte betydning af ordet fotografi: At skrive med lys.
Hun arbejder med begreberne sted, tid, lys og rum og har designet en bygning, hvor tilskueren ikke bare ser på fotografier, men også bliver bevidst om omstændighederne for at se.
- Det kræver styrke, talent og vedholdenhed at opnå rumlig kompleksitet gennem en så enkel arkitektur, der er funderet i en tro på lysets egenskaber, sådan sagde formand for juryen, Per Olaf Fjeld, der er professor på Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo og vicepræsident for EAAE (European Association for Architectural Education) i sin begrundelse for, at Louise Grønlund vandt.
Louise fik overrakt prisen i Bilbao i oktober 2006, og på udstillingen kan man følge hendes arbejdsproces gennem modeller og skitser af fotomuseet.
De studerende, der fik hædrende omtale for deres projekter, kommer fra bl.a. Sverige, USA, Australien, Korea, Argentina og Polen.
Da International VELUX Award blev uddelt i 2004, deltog udelukkende europæiske arkitektstuderende, men denne gang er konkurrencen udvidet til at gælde studerende fra hele verden.
Juryformand Per Olaf Fjeld siger om den globale brug af dagslys:
- Konkurrencens styrke er de mange deltagere fra hele verden. Lyset har sit eget verdenskort. Lys findes overalt - men de arkitektoniske betingelser for lys er meget forskellige fra sted til sted. Det ses meget tydeligt i den store variation, der er i konkurrencens projekter.
Udstillingen LIGHT OF TOMORROW er åben for publikum fra den 8. februar til den 9. april 2007 alle ugens dage kl. 10-17 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B, 1401 København K.
Læs mere på www.velux.com
Kilde: Velux.