Faglighed i top på årets elfagmesse
2.514 besøgende valgte at lægge vejen forbi El & Teknik 2014, da messen blev skudt i gang tirsdag den 6. maj.
Thomas Lykke Pedersen, borgmester i Fredensborg Kommune, var inviteret til messen for at holde oplæg for Dansk Energis Fibernetudvalg, som arbejder for udbredelsen af fibernet i Danmark. Efter sit oplæg var han rundt på messen for at få ny viden, som han kan tage med hjem til Nordsjælland.
- Jeg er meget imponeret over messen og det store udvalg af imponerende teknologi, man kan finde på standene. Fredensborg Kommune står med etableringen af en fibernetring, der dækker alle fire bysamfund, over for en komplet optimering af den digitale infrastruktur i kommunen. Både i den optik og i forhold til den energioptimering af de tekniske installationer, som alle kommuner står overfor, er El & Teknik-messen et vigtigt sted at finde inspiration, siger Thomas Lykke Pedersen.
Branchens bidrag til fremtidens udfordringer
Også Willy Goldby, direktør for Veltek, der i samarbejde med Dansk Energi arrangerer El & Teknik, var meget tilfreds med messens førstedag.
- Det var godt at se de mange besøgende, der fandt vej gennem hallerne, og de udstillere, vi har talt med, har været glade og tilfredse med såvel kvantitet som kvalitet af de besøgende. Standene har høj standard, og der er ingen tvivl om, at El & Teknik endnu en gang har formået at positionere sig som landets største og bedste elfagmesse, lyder det fra Willy Goldby. Han fortsætter:
- Indlæggene på Energiens Torv bevidner om, at branchens faglighed er i absolut top, og de knap 800 studerende, der besøgte messen i forbindelse med studiedagen, fik formentlig lidt af en øjenåbner. Branchen står over for en række udfordringer, som blandt andet relaterer sig til regeringens energirenoveringsstrategi og ændringerne i autorisationsloven. Det bliver primært de studerende, som repræsenterer branchens fremtid, der skal løfte og løse disse opgaver. Det var et vigtigt budskab, de tog med sig herfra.