23948sdkhjf

Bygge- og anlægsbranchens forventninger er stadig på rekordkurs

I mere end et år har bygge- og anlægsbranchens forventninger slået rekord måned efter måned. Og indgangen til et nyt år har ikke ændret denne tendens. Januar 2007 blev endnu en rekordmåned.
Det netop offentliggjorte konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik bekræfter atter, at det går godt for bygge- og anlægsbranchen, og at branchen er endog meget fortrøstningsfulde med udviklingen de næste tre måneder.

Den sammensatte konjunkturindikator er opgjort til 14, hvilket er det højeste, der nogensinde er opgjort en januar måned i barometerets historie.

Således forventer bygge- og anlægsvirksomheder, der repræsenterer 14% af den samlede beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen, fortsat fremgang de kommende tre måneder.

Det hidtidige rekordniveau for januar var 12% i januar 2006, hvilket også da var usædvanlig højt for en vintermåned som januar.

- Det er meget glædeligt, at virksomhederne fortsat har høje forventninger til de kommende måneder, til trods for at mange virksomheder oplever at blive begrænset i deres produktion som følge af manglen på arbejdskraft såvel som materialer, fortæller Maria Hyldahl, Dansk Byggeri.

Send flere arbejdere
Ved udgangen af 2006 angav virksomheder med 32% af den samlede bygge- og anlægsbeskæftigelse, at de oplevede produktionsbegrænsninger som følge af manglen på arbejdskraft.

Til trods for at det er en lille nedgang i forhold til det forudgående halve år, hvor mellem hver anden og tredje virksomhed oplevede produktionsbegrænsninger som følge heraf, er det et rekordniveau for januar – og det til trods for at niveauet opgjort januar 2006 også var højt; 30%.

- Det ville derfor bidrage til glæden, hvis man fra politisk side støttede op om virksomhedernes positive syn på fremtiden, ved f.eks. at gøre det endnu lettere for virksomhederne at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Op mod 70% af den registrerede beskæftigelsesfremgang inden for bygge- og anlægsbranchen i 2006, blev skabt ved hjælp af udenlandske arbejdstagere, fortæller Maria Hyldahl.

Dansk Byggeri håber, at politikerne støtter op om endnu mere import af udenlandske arbejdere i fremtiden.

Det kan politikerne eksempelvis gøre ved at acceptere kollektive forhånds-godkendelser for medlemmer af overenskomst-dækkende arbejdsgiverforeninger samt ved at eliminere unødvendige administrative forhindringer såsom skærpede indberetningskrav for virksomheder, der afhjælper manglen på arbejdskraft ved at hyre udenlandske underentreprenører til at udføre dele af arbejdet.

Kilde: Dansk Byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.193