23948sdkhjf

C.F. Møller vinder udbygning af Sygehus Vendsyssel

Tegnestuen er udvalgt som totalrådgiver på opførelsen af ca. 14.000 m² ny behandlingsbygning, nyt kvinde-barn-hus samt udarbejdelse af en helhedsplan for udbygning og renovering af Sygehus Vendsyssel i Hjørring.
Det sammenhængende hus.

Sådan lyder den arkitektoniske vision for den kommende udbygning og renovering af Sygehus Vendsyssel i Hjørring, som totalrådgiver C.F. Møller står bag. Forslaget er netop udpeget som vinderprojekt af Regionsrådet i Region Nordjylland.

- Med vinderforslaget får vi nogle gode rammer i Hjørring, hvor der både er tænkt på patienter, pårørende og personale. Det bliver mere enkelt, overskueligt og trygt for patienter og pårørende at ankomme til og færdes på sygehuset. Og selvom bygninger skal rumme mange praktiske funktioner, så er der tænkt på rekreative oaser og helende omgivelser, siger sygehusdirektør Henrik Larsen.

Sammenhæng i nybyggeriet
Den kommende udbygning af Sygehus Vendsyssels matrikel i Hjørring indeholder to hovedsten: Opførelse af nyt Kvinde/barn hus samt en ny behandlingsbygning.

I C. F. Møllers vinderprojekt placeres kvinde/barn huset og behandlerbygninger som to U-formede bygninger på henholdsvis sydlig og nordlig side af den eksisterende forbindelsesbygningen, der går mellem medicinerhuset og sengebygningen.

De nye bygninger danner tilsammen en karré, der omkranser et stort, lyst og grønt gårdrum, der kan nydes fra alle afsnit. Med sin ringstruktur på hver side af den nuværende forbindelsesbygning skaber tilbygningerne en øget fleksibilitet, i det funktionerne på hver side kan ”skubbe” til hinanden, hvis der er behov og dermed udnytte kvadratmeterne bedre. U-formen har desuden den fordel, at afstandene funktionerne i mellem holdes på et minimum, hvilket er en fordel for både patienter og personale.

Placeringen af henholdsvis Kvinde/barn hus mod syd og behandlerbygning mod nord ligger fast. Men skitsen til placeringen af de enkelte funktioner i de to bygninger skal gennem endnu en fintegning. Der arbejdes ud fra ideen om, at funktioner som ambulatorier og billeddiagnostik, som har et stort flow af patienter, ligger lettilgængeligt.
De øvrige som føde- og neonatalafsnit, operationer og kirurgi samt sengeafsnit placeres, hvor der er mere ro og hvor det giver bedst mening både for patientforløb og for personalets arbejdsgange.

Fakta
De nye bygninger forventes at stå færdige i 2019.

Bygherren er Region Nordjylland, og teamet består udover C.F. Møller af C.F. Møller Landscape som landskabsarkitekt samt ingeniørfirmaet Moe.

Opgaven omfatter totalrådgivning for opførelsen af ca. 14.000 m² ny behandlingsbygning, nyt kvinde-barn-hus samt udarbejdelse af en helhedsplan for udbygning og renovering af Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

De nye bygninger vil være lavenergiklasse 2020 og forventes at blive certificeret som DGNB-DK Sølv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11