23948sdkhjf

Fremtidens håndværkere bliver mere omhyggelige

Bygninger fra 1700-1800 tallet holder i flere århundrede, men kræver vedligeholdelse og restaurering. Et stigende behov for at sikre, at vores bygninger lever op til nutidig standard, samtidig med at bygningens særlige karakter bevares, gør, at en ny uddannelse ser dagens lys.
Håndværksfagene har de seneste årtier ændret karakter fra egentligt håndværk hen imod mere montagearbejde, hvilket har medført en ændring i kompetencer og adfærd hos de fleste håndværkere. Det betyder, at den viden og de kundskaber, der var kendetegnende ved det gamle håndværk, efterhånden er gået tabt.

Det giver især problemer i forbindelse med byfornyelses-, restaurerings- og bevaringsopgaver. Byggeriets parter råber vagt i gevær og barsler med ny videreuddannelse for byggeriets håndværkere.

- En af vores målsætninger er at medvirke til sikring af vores bygningskulturelle arv, og blandt andet derfor er vi gået med i dette spændende uddannelsesprojekt.", siger underdirektør Peter Kjølby, Realea A/S og fortsætter:

- Det er en uddannelse, der via tværfagligt samarbejde lægger stor vægt på at skabe en helhedsforståelse for de mange elementer og håndværk, der indgår i bevarings- og restaureringsarbejder.

Den nye uddannelse som restaureringshåndværker udbydes som et pilotprojekt på Odense Tekniske Skole og forventes at sprede sig til hele landet. Bag projektet står en lang række stærke kræfter, bl.a. Dansk Byggeri, Realea A/S, 3F, Danske Malermestre, Træ Industri Byg og Teknisk Landforbund.

Fortiden bliver vores fremtid
Pilotprojektet har direkte sammenhæng med Odense Tekniske Skoles engagement i restaurering af gamle bygningsværker på Grønland og St. Croix, og de, der vælger at gennemføre uddannelsen som restaureringshåndværker, vil komme til at prøve kræfter med rigtige restaureringsprojekter:

- Det er simpelthen en nødvendighed for at forstå filosofien bag bygningsværkerne, samt hvilke teknikker, der har været brugt i de forskellige historiske perioder, siger projektleder Mogens Victor Andersen, Odense Tekniske Skole.

Udover at sikre den rette forståelse med hensyn til økonomi, analyse, vurdering, planlægning og gennemførelse af restaureringsprojekter, vil håndværkerne lære om kunsten at holde fingrene væk. En for ivrig håndværker kan gøre mere skade end gavn, og som restaureringshåndværker gælder det om at være ydmyg over for fortidens håndværkskunst, omhyggelig og have sans for detaljen.

På baggrund af arbejdet med den ny restaureringsuddannelse har skolen også fået bevilling til at udvikle uddannelser inden for byfornyelse. Det, som i starten var tænkt som en relativ lille uddannelse i bygningsrestaurering, er nu ved at udvikle sig til også at omfatte bygningsrenovering i samarbejde med et byfornyelsesselskab, Byggeteknisk Højskole og Arkitektskolen i Århus.

Yderligere oplysninger om projektet fås hos tømrer, arkitekt og projektleder Mogens Victor Andersen, Odense Tekniske Skole, Risingsvej 60, 5000 Odense C, Tlf.: 63 12 65 00 / 21 49 95 38, mail: mva@ots.dk

Kilde: Odense Tekniske Skole.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12