Siimtoften - byudvikling ved Ry på højt niveau
Siimtoften ved Ry er et helt unikt byudviklingsområde, der ligger i udkanten af Ry ned til Silkeborgsøerne. Nu skal udviklingen af Siimtoften være spydspidsen i Rys nye fysiske identitet efter kommunesammenlægningen. Realdania har netop bevilget støtte til at gennemføre en forundersøgelse af projektet.
Blandt hovedpunkterne i projektet vil der blive sat fokus på, hvordan der kan skabes en byudvikling som dels sikrer en fornuftig balance mellem bebyggelse og grønne områder på Siimtoften, dels sikrer en fornuftig relation til den gamle bydel.
Derudover undersøges mulighederne for et kultur-, aktivitets- og medborgerhus, som åbner sig mod byen og den omgivende natur, og som kan være et identitetspunkt for borgerne i fremtidens Ry.
Det er blandt de overordnede mål, at sikre en høj grad af enighed blandt interessenter om udviklingen på Siimtoften med sigte på at skabe en høj kvalitet i den nye bydel.
- Det er en stor glæde, at Realdania har bevilget støtte til et forprojekt for Siimtoften. Realdania har været og er involveret i en lang række fremragende byudviklingsprojekter i Danmark. Jeg ser med forventning og glæde frem til samarbejdet med Realdania. Jeg håber og tror på, at Ry Kommune kan levere et godt medspil. Vi har en unik mulighed for at lægge rammerne for en spændende udvikling af et unikt område på Siimtoften, en udvikling som kan være med til at give Ry by et kæmpe løft, siger borgmester i Ry Kommune Jonna Grønver.
I forundersøgelsen indgår en juridisk udredning vedrørende brugen af selskabsdannelse til arealudvikling. Fordele og ulemper ved etablering af et udviklingsselskab til byudvikling skal beskrives, og det skal afklares, om selskabsdannelsen kan være med til at sikre større kvalitet i byudviklingsprojekter generelt set.
Ry Kommune har i forbindelse med Kildebjerg Ry A/S gjort erfaringer med etablering af et udviklingsselskab til byudvikling.
- Vi ser forundersøgelsen som en mulighed for at afdække nye samarbejdsformer mellem offentlige og private parter i forbindelse med byudvikling. Endvidere håber vi at forundersøgelsen kan bidrage til etablering af et kvalificeret og fremadrettet beslutningsgrundlag for Siimtoftens videre skæbne i den nye kommune, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Kilde: Realdania.