23948sdkhjf

Fremgang skaber arbejdspladser hos Outline Vinduer

Massiv vækst i de første måneder af 2014 baner vej for 10-15 nyansættelser i produktionen på vinduesfabrikken i Farsø.
2014 har indtil videre været det travleste år i en årrække hos Outline Vinduer i Farsø. Virksomheden tager markedsandele i et voksende marked, og produktionen kører i højeste gear.

- Vi har haft en usædvanligt god start på året, og det er der mange årsager til. Dels går det generelt bedre for byggeriet og langt bedre end sidste år, hvor vinteren varede til og med april. Dels har vi lanceret nogle nye koncepter, som både trælaster, byggemarkeder og private slutbrugere har taget rigtig godt imod, forklarer produktionsdirektør Jens Sørensen.

I januar 2014 introducerede Outline Vinduer konceptet ”Lyn Levering”, der halverer leveringstiden fra 14 til syv dage.

- Vi havde på forhånd afsat en del af den daglige produktion til Lyn Levering, men denne kapacitet må vi nu udvide på grund af den høje efterspørgsel. Succesen er, om ikke kommet bag på os, så er vi i hvert fald positivt overraskede, siger Jens Sørensen.

Som følge af fremgangen søger Outline Vinduer nu 10-15 ekstra mand i Farsø – fortrinsvist til produktionen. Virksomheden har i en årrække haft et forbilledligt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune om ansættelse af fleksjobbere, og dette samarbejde forventes også udbygget med behovet for flere medarbejdere:

- I det hele taget er vores arbejdsstyrke ekstrem fleksibel. Vi kan reagere meget hurtigt på ændringer i efterspørgslen – om det så er i opad- eller nedadgående retning eller på produktniveau. Kort sagt: Når der er kunder i butikken, arbejder vi til tingene er gjort, og når der er lavsæsonen, arbejder vi mindre og får opkvalificeret medarbejderne med efteruddannelse. Det er af stor betydning for driften, og det har været en væsentlig grund til, at vi har kunnet fastholde medarbejderne henover krisen, slutter Jens Sørensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082