Byggefirmaer indlogerer håndværkere i sommerhuse
Det danske byggeboom smitter positivt af på den danske sommerhus-udlejning. Udenlandske– og danske håndværkere, der arbejder langt hjemmefra, indlogeres i stigende grad i ledige sommerhuse af byggefirmaer.
Det er især tyskere og østeuropæere, der bliver indlogeret i danske sommerhuse, mens de arbejder i Danmark, men også dansker håndværkere, der har langt hjem, får overnatningsmuligheder i sommerhuse.
- Vi oplever en del håndværkere, der lejer store sommerhuse, hvor der er plads til en seks-syv mand. På den måde er de tæt på, hvor de arbejder, og derfor kan det ligeså godt betale sig at leje et sommerhus som eksempelvis et hotelværelse, siger produktchef John Brygman fra Dan-sommer til avisen.
Sommerhuse er et godt alternativ til at leje en almindelig bolig eller hotelværelser til håndværkerne – det koster det samme. Danske byggefirmaer ser desuden en sidegevinst ved at sende håndværkerne i sommerhuse; foretagendet styrker firmaets image.