Byggekonjunkturerne sætter fortsat rekord
Selvom vi bevæger os mod vinteren, er konjunkturbarometret for oktober måned stadig usædvanligt positivt. Dansk Byggeri sporer en vis ro - om end kortvarig – på arbejdsmarkedet.
- Selvom der er tale om en svag nedgang i forhold til måneden før, er det stadig unikt, at virksomhederne ser så positivt på at skulle gå vinteren i møde. Normalt er efterspørgslen stærkt begrænset om vinteren, hvorfor mange virksomheder bliver nødt til at afskedige folk. Men de meget gunstige konjunkturer ser ud til at afhjælpe dette problem, fortæller Maria Hyldahl, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.
Det stiller dog krav til arbejdskraftressourcerne. Konjunkturbarometret viser, at virksomheder med 39% af den samlede bygge- og anlægsbeskæftigelse ved indgangen til oktober måned havde oplevet at få produktionen begrænset pga. mangel på arbejdskraft.
På samme tid året før lå samme andel på 24% opgjort i faktiske tal, hvilket på daværende tidspunkt var rekord.
- Disse udmeldinger fra virksomheder bekræfter endnu engang, at der er behov for at få gjort noget ved arbejdskraftsituationen. Lykkeligvis har mange virksomheder i branchen kunne drage nytte af, at arbejdskraften er mobil på tværs af landegrænser. Det har også bidraget til at holde lønstigningerne i ro, og dermed opsvinget i gang, fortsætter Maria Hyldahl.
Omvendt viser tallene også, at færre forventer at skulle ansætte yderligere arbejdskraft i de kommende tre måneder. Selvom der også her er tale om en rekord, er det kun virksomheder med 10% af den samlede beskæftigelse, der har planer om at ansætte yderligere folk de kommende tre måneder, mod 16% måneden før.
Kilde: Dansk Byggeri.