23948sdkhjf

Ambassader skal skaffe arbejdskraft

Udenrigsministeriet tilbyder nu rådgivning og bistand til danske virksomheder, der ønsker arbejdskraft fra udlandet. Ambassaderne kan blandt andet hjælpe med annoncering, rekruttering og interviews.
Fremover bliver det lettere for danske virksomheder at søge efter arbejdskraft i udlandet. Som noget helt nyt giver Udenrigsministeriet nemlig – i regi af Danmarks Eksportråd – via sine repræsentationer i udlandet danske virksomheder en hjælpende hånd med at finde arbejdskraft til job i Danmark.

- Fremover vil danske ambassader i udlandet kunne bistå danske virksomheder med rekruttering af arbejdskraft. Både i de gamle og i de nye EU-lande – og for højt specialiseret arbejdskraft også i lande uden for Europa, siger udenrigsminister Per Stig Møller.

Udenrigsministeriets håndsrækning til danske virksomheder, der mangler arbejdskraft, er en del af Beskæftigelses-ministerens såkaldte 13-punkts plan, der i hovedtræk går ud på, at skaffe flere hænder til det danske arbejdsmarked.

- Beskæftigelsesministeren er med de 13 initiativer meget opmærksom på, at vi er nødt til at tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet og vil derfor øge indsatsen for at bl.a. borgere fra EU-lande kommer til Danmark for at arbejde – så længe de arbejder på danske vilkår, siger Per Stig Møller.

Et vigtigt tiltag i 13 punkts planen handler om at involvere ambassaderne direkte i at skaffe arbejdskraft til Danmark.

- Det vigtigste er, at vi med det nye tiltag gør det lettere for virksomhederne at komme i gang med rekruttering i udlandet. For fremover behøver man blot at henvende sig til ambassaden i det pågældende land for at få råd om, hvordan man kommer i gang siger Per Stig Møller og fortsætter: Der er jo tale om en ny indsats, så nu må vi se, hvor stor interessen er. Udenrigsministeriets udgangspunkt er meget klart, at vi koncentrerer indsatsen dér, hvor der er en konkret efterspørgsel fra virksomhederne. Men i udgangspunktet vil ambassaderne kunne hjælpe med en bred vifte af opgaver – lige fra generelle informationskampagner om Danmark og det danske arbejdsmarked til bistand i forbindelse med afholdelse af jobmesser i udlandet eller konkret rekrutteringsrådgivning for enkeltvirksomheder.

Udenrigsministeriet oplyser, at den konkrete rekrutteringsrådgivning blandt andet kan bestå af hjælp til annoncering i aviser og fagblade, bistand til at gennemføre jobinterviews og verifikation af kandidaters CV og referencer. Konkrete rekrutteringsopgaver vil også kunne løses af eller i samarbejde med private rekrutteringsbureauer.

Ambassadernes bistand til danske virksomheder i forbindelse med rekrutteringsopgaver vil ske mod betaling, på samme vilkår som Udenrigsministeriets øvrige rådgivning til danske virksomheder.

Danmarks Eksportråd under Udenrigsministeriet bistår danske virksomheder med eksport og internationalisering samt udenlandske virksomheder, der overvejer at etablere sig i Danmark. Danmarks Eksportråd har over 85 kontorer i 61 lande.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078