Arkitektkonkurrence om Naturvidenskabernes Hus
Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro er nu klar til at udskrive arkitektkonkurrencen om det nye hus, som skal være et regionalt og nationalt laboratorium for udvikling af den naturvidenskabelige undervisning i det danske skolesystem. Det forventes, at 5-6 arkitektfirmaer vil blive prækvalificeret til deltagelse i selve konkurrenceforløbet.
Intentionen med Naturvidenskabernes Hus er at skabe et nationalt innovationsmiljø, der kan inspirere og styrke undervisningen i de naturvidenskabelige fag i det danske skolesystem, så børn og unges interesse for naturvidenskab øges og fastholdes. Huset skal være et laboratorium, der fører frem til nye koncepter for undervisning og indretning af undervisningslokaler, som bredes ud til uddannelsesinstitutionerne.
Arkitektkonkurrencen for Naturvidenskabernes Hus er annonceret som projektkonkurrence i henhold til EU-direktiv 2004/18/EF med henblik på at prækvalificere 5-6 firmaer til deltagelse i det efterfølgende konkurrenceforløb.
Arkitektkonkurrence i 2 trin
Arkitektkonkurrencen afvikles i 2 trin, hvor 1. del - projektkonkurrencen - foregår anonymt på overordnet konceptniveau.
Projekterne i 1. del af konkurrencen vil bl.a. blive bedømt efter deltagerens tilgang til opgaven og projektets evne til at skabe en markant arkitektonisk identitet for Naturvidenskabernes Hus.
2. del af konkurrencen bliver gennemført som en dialog- og forhandlingsfase parallelt mellem udbyderen og de enkelte vindere af 1. del af konkurrencen.
- Udbudsmodellen, der er relativt ny i Danmark, har til hensigt at sikre, at den endelige samarbejdspartner har afleveret de mest bæredygtige arkitektoniske forslag, og som samtidigt har vist det rette engagement og den rette indstilling til det efterfølgende tætte samarbejde, hvor indhold og arkitektonisk koncept forædles under skyldig hensyntagen til budgetrammen, siger Søren Chr. Sørensen, projektkoordinator for Naturvidenskabernes Hus.
Den endelige vinder deltager i færdigprogrammeringen i samarbejde med bygherren. Bygherrerådgiver på projektet er Rambøll Danmark A/S.
Vinderen af arkitektkonkurrencen om Naturvidenskabernes Hus forventes offentliggjort i marts 2007.
Kilde: Realdania.