23948sdkhjf

Kæmpemåger vinder byrumskonkurrence

Vinderen er nu fundet i den åbne idékonkurrence Share the View om, hvordan det midlertidige byrum på kajkanten på Christiansholm - også kaldet Papirøen - kan indrettes.
Størstedelen af den kunstige ø Christiansholm har været lukket for offentligheden indtil 2013, hvor en tegnestue, en modevirksomhed og et galleri flyttede ind. Senest rykkede også publikumsmagneten Experimentarium ind på øen, og inden længe følger det folkelige madmarked og gadekøkken Copenhagen Street Food.

Som en del af de midlertidige aktiviteter og som en test af øens potentialer har By & Havn sammen med Christiansholms Ø ApS, Cobe og carlberg/christensen afholdt en åben idékonkurrence, Share the View, hvor opgaven var at indrette Papirøens sydvestvendte kajhjørne med fokus på, hvordan vi bedst deler stedets fabelagtige udsigt med hinanden og resten af byen. Idéen med konkurrencen er at synliggøre øen, byde besøgende velkommen og skabe et mødested på øen.

Menneskene bliver de små på Christiansholm
Hele 212 forslag blev indsendt i den åbne idékonkurrence. Vinderforslaget Svartbag af landskabsarkitekt Kaare Skjerning, består af en gruppe af træskulpturer, som forestiller mågearten svartbag. Mågerne skabes i en skala, så størrelsesforholdet byttes rundt – fuglene er de store og menneskene de små. Samtidig kan skulpturerne også opleves på afstand fra Skuespilhuset, turbådene eller et andet sted i havnen.

Forslaget blev valgt for poesien og symbolikken. Mågerne placeres direkte på asfalten, som var de landet for en kort stund og understreger på den måde hele projektets midlertidighed. De skabes i træ, som til at begynde med vil fremstå lyst og friskt, men med tiden vil grånes og få patina. På den måde opstår også en fortælling om vind, vejr og tid.

Mågerne findes ikke magen til andre steder i København og vil komme til at kendetegne Christiansholm og blive et karakteristika ved øen.

2. og 3. pladsen
På 2. pladsen i konkurrencen kom forslaget ved navn Bøje af Tabea Bähr, som er landskabsarkitekt i München. Forslaget indebærer en stor, vippende bøje placeret på kajhjørnet, som besøgende ville kunne kravle op på og få til at svaje. Bøjen blev især rost for den bevægelse og dynamik, som den ville tilføre byrummet.

På 3. pladsen kom forslaget Get out n’ share the light af arkitekt Johanne Speyer, som med en gigantisk kuppelformet lampe skulle give mulighed for forskellige aktiviteter under kuplen og skabe fællesskab i byrummet. Lampen skulle skabes af genbrug – for eksempel en gigantisk parabol og en kran.

Selve konkurrencen er faciliteret af den åbne, digitale innovationsplatform Innosite, som er en del af et 5-årigt initiativ fra Realdania i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Juryen bestod af Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur i By & Havn, Klaus Kastbjerg, repræsentant for Christiansholm Ø Aps, Tina Saaby, stadsarkitekt i København, Søren Møller Christensen, partner i carlberg/christensen og Dan Stubbegaard, grundlægger af Cobe Arkitekter

Læs mere om konkurrencen på innosites hjemmeside
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098