3.260 m² ombygning i Retten i Aarhus
Inde og ude skal der foretages cirka 3.260 m² renovering og ombygning på Retten i Aarhus. Byggearbejdet udbydes nu.
I terræn skal der blandt andet etableres der nye parkeringspladser og niveaufri adgang til bygningen samt ny niveaufri handicapindgang. I gården ændres et vinduesparti til et dørparti mod arresten, og der etableres ny direkte adgang fra arresten til retsbygningen. Her skal også udføres en ny overdækket gangforbindelse.
På tagfladerne kobles bygningsventilationen på de eksisterende taghætter, så der ikke ændres på tagfladerne.
Indvendigt skal samtlige overflader renoveres, der skal laves nye installationer og belysning, nye lette vægge, glaspartier, nedhængte- og påbyggede systemlofter/akustiklofter, ny gulvbelægning og nye toiletter. Endvidere skal der etableres ventilation i samtlige retssale samt nye møderum på 3. sal.
I forbindelse med etableringen af en ny nævningeretssal skal bærende vægge rives ned og nye etableres i et væsentligt omfang.
På samtlige etager skal der saneres for blyholdig maling i forbindelse med nedrivning og etablering af nye huller med videre. Endvidere skal der fjernes et mindre omfang af asbest i loftplader og enkelte rør.
Bygningens 3. sal, som i dag er et uudnyttet tagrum, skal nyindrettes med kontorer til dommere, HC-toilet og nyt stort plenarmøderum. Der etableres et nyt indskudt dæk i tagrummet til en ny 4. sal, som indrettes med et frokostrum til personalet samt kopi og printerrum.
Projektet omfatter renovering af brutto cirka 3.260 m² samt nyindretning af cirka 820 m² tagetage.
Fristen for at ansøge om prækvalifikation er den 21. marts 2014.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.