Arkitekterne hitter med fleksible boliger
Mens interessen for det traditionelle ejendomsmarked stagnerer, stiger danskernes interesse for arkitekttegnede, fleksible boliger. Arkitektfirmaet Bjerg Arkitektur i Hjørring oplever en solid tilstrømning af købere, der er interesserede i en arkitekttegnet bolig, der matcher købernes personlighed.
- Mens det traditionelle ejendomsmarked synes at stagnere, vokser rækken af interesserede købere på messer, hvor danske arkitekter præsenterer nye fleksible boliger, som kan udbygges efter behov efter lego-princippet, konstaterer arkitekt Michael Bech fra Bjerg Arkitektur, der er aktuel med ny model i Villa Wood serien.
Bjerg Arkitektur har oplevet at gå fra en messe med en lille håndfuld interesserede købere til nu at vende hjem med en solid bunke til opfølgning.
Bjerg Arkitektur gik på markedet sidste efterår med Villa Wood, som er en niche med arkitekttegnede modulhuse. Modulhusene er blevet så populære, at arkitektfirmaet, der selv producerer på eget værksted og opfører boligerne i løbet af en uge, er klar til at introducere to nye modeller i Villa Wood- serien.
Individualiteten blomstrer
Arkitektfirmaet fra Hjørring oplever, at danskerne er meget interesserede i Villa Wood-seriens individuelle koncept. Danskerne vil have deres egne boliger – i bogstavelig forstand. Husene i dag skal tilpasses den enkelte families behov og pengepung.
- Individualiteten blomstrer overalt i samfundet, og arkitekttegnede modulhuse imødekommer et stort og stigende behov for skræddersyede boliger, der til en overkommelig pris matcher den enkeltes personlighed, ønsker og behov. Men samtidig står det klart, at de seneste års eksplosive udvikling på boligmarkedet har været med til at accelerere udviklingen forklarer Michael Bech afsluttende.