23948sdkhjf

Ny metode skal forhindre bygningskollaps ved brand

Risikoen for tab af liv og værdier er stor ved brand. Derfor ofrer man stor opmærksomhed på brand, når man dimensionerer bygninger og bygnings-konstruktioner. En ny vejledning gør det muligt at forudsige et brandforløb
En ny vejledning skal hjælpe med at forudsige, hvordan en brand vil påvirke konstruktionerne i en konkret bygning. Tidligere måtte man basere dimensioneringen på standardbrandprøvning, som ikke nødvendigvis passer til det aktuelle byggeri, og derfor kunne give vildledende konklusioner.

Den ny vejledning gør det praktisk muligt at beskrive det faktiske brandforløb i bygninger mere præcist. Hermed kan man bedre udnytte investeringerne i brandbeskyttelsen og opnå større frihed ved udformning af bygværkerne. Man bliver samtidig i stand til på en veldokumenteret måde at dimensionere konstruktionerne, så bygningerne bliver stående igennem hele brandforløbet, og dermed sikrer, at de bygningsmæssige værdier i et vist omfang bevares.

Danmark er et foregangsland for udvikling af beregningsmetoder for bærende konstruktioner påvirket af fuldt udviklede brande. Den nye vejledning er udarbejdet af lektor ved DTU, Kristian Hertz, som forventer, at de beregningsværktøjer vejledningen indeholder vil styrke dansk byggeri og bygningseksport. Ikke mindst fordi sikkerhed vil være en væsentlig salgsparameter i fremtiden.

Vejledningen bygger på viden om to forhold, nemlig at brande begrænses af, hvor meget luft der kan tilføres gennem åbninger, og at den varme, der udvikles, skal ses i forhold til den varme, der kan ledes bort gennem omgivende overflader. Den nye vejledning anviser hvilke data og forudsætninger man bør anvende, og hvordan man kan håndtere specielle rum såsom kontorlandskaber. Metoden viser, at det ofte er brandens varighed snarere end dens temperatur, der indebærer den største risiko for kollaps.

- I de fleste bygninger er det i afkølingsfasen og ikke under selve branden, at risikoen er størst for sammenstyrtning. Det skyldes bl.a. at varmen fortsætter med at trænge ind i konstruktionerne efter branden er slukket, siger lektor Kristian Hertz.

Han nævner som eksempel en 12 etagers bygning i Cairo, der efter en brand styrtede sammen, men sammenstyrtningen kom først i afkølingsfasen, hvor folk var på vej ind i bygningen igen. Den viden er nyttig for dimensioneringen, fordi den giver mulighed for at tage hensyn til disse forhold, hvad man ikke gør med den hidtil anvendte metode baseret på en standardbrand, hvor afkølingsfasen ikke indgår i beregningerne.

Dansk Byggeri har sammen med Erhvervs- og Byggestyrelsen, COWI A/S, Betonelement-Foreningen, Rambøll A/S og MT Højgaard A/S deltaget i arbejdet, og afdelingschef Niels Nielsen udtrykker stor tilfredshed med samarbejdet.

- Jeg har også noteret mig, at Erhvervs- og Byggestyrelsen vil gøre vejledningen tilgængelig for alle på styrelsens hjemmeside, siger Niels Nielsen og oplyser videre, at flere kommuner inkl. København har oplyst, at de vil godkende projekter, hvor branddimensioneringen er udført efter den nye vejledning.

Kilde: Dansk Byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078