23948sdkhjf

Dansk erhvervsfremstød i Vietnam

Med en vækst i BNP på mellem 6 og 8 procent i de seneste år, er Vietnam et land i rivende udvikling – vel at mærke fra et meget lavt niveau. Mange udenlandske virksomheder viser da også interesse for at investere i Vietnam, der får omkring 400 mio. kr. i årlig udviklingsbistand fra Danmark.
Med den igangværende overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi opleves Vietnam af mange virksomheder som et interessant land at placere produktion i.

Omkring 60 danske virksomheder har lokaliseret sig i Vietnam, hvor særligt lave lønomkostninger og en relativt veluddannet og stabil arbejdsstyrke står til rådighed.

Dansk Byggeri var med da økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i september stod i spidsen for en dansk erhvervsdelegation til Vietnam. Under overskriften ”Building Vietnam with Danish Technologies” var der - med 21 deltagende virksomheder - fokus på bl.a. byggematerialer, infrastruktur og energi.

- Globaliseringen og den nye arbejdsdeling i verden kan studeres på nærmeste hånd i Vietnam fortæller direktør Michael H. Nielsen, der deltog i erhvervsfremstødet for Dansk Byggeri.

Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S deltog i det danske erhvervsfremstød til Vietnam sammen med økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og den danske ambassadør Peter Lysholt Hansen.- Med en foretagsomhed og entreprenørånd, som man skal lede længe efter, er Vietnam helt sikkert et land, vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Det er ikke uden grund, at Vietnam også kaldes ”lille Kina”. Begge lande bevæger sig med raske skridt væk fra planøkonomi og har meget fokus på at skabe vækst gennem privatisering og gode muligheder for investeringer. Denne bevidste satsning giver nogle af verdens højeste vækstrater i disse år.

Men Michael H. Nielsen understreger, at man skal forberede sig godt inden der investeres, da lokal bureaukrati og træge beslutningsprocesser er velkendte barrierer for de virksomheder, der i dag gør forretninger i Vietnam.

Dansk entreprenør i Vietnam
Med i erhvervsdelegationen var den danske entreprenørvirksomhed Per Aarsleff A/S, der igennem de seneste 7 år har arbejdet med forskellige infrastrukturprojekter som drikkevandsforsyning, spildevandsbehandling samt etablering og renovering af spildevandsledninger.

Infrastrukturprojekter inden for bygge- og anlægsområdet har typisk fået støtte fra Danidas programmer for gavebistand, blandede kreditter eller støtte fra Verdensbanken.

- Vi har i de år, vi har haft projekter i Vietnam, arbejdet tæt sammen med vietnamesiske kollegaer, fortæller landedirektør Pedro da Silva Jørgensen fra Per Aarsleff A/S og fortsætter:

- Vi står selv for procesanlæggende, som vi får udført med egne lokalt ansatte, mens nyetablering af ledninger og konstruktioner udføres i tæt samarbejde med lokale vietnamesiske underentreprenører. Ud over at udviklingsprojekterne skaber vigtige infrastrukturanlæg til glæde for den vietnamesiske befolkning, så er videnudveksling og teknologioverførsel vigtige elementer i projekterne, forklarer Pedro da Silva Jørgensen.

For byggeerhvervet byder Vietnam på gode muligheder inden for en række infrastrukturprojekter. Mere interessant er imidlertid underleverandørproduktion samt jointventure-projekter, hvor danske virksomheder står for teknologiudvikling og videnoverførelse. Byggekomponentindustrien har bestemt muligheder på det vietnamesiske marked, der står lokaliseret centralt i Asien.

Ved drøftelser med repræsentanter fra den lokale entreprenørforening i Saigon kom det frem, at der er meget stor interesse for dansk management, når det gælder bygge- og anlægsarbejder. De virksomheder der havde arbejdet sammen med Per Aarsleff A/S gav udtryk for, at der var meget at lære, når det gælder styring og projektledelse.

Kilde: Dansk Byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078