Regnefejl dyr for byggebranchen
Finansministeriet bruger et forkert indeks ved offentlige anlægsopgaver og regner mindst 100 mio. kr. forkert om året. Adm direktør Jens Klarskov har skrevet til finansministeren om sagen.
Det skriver Børsen i forbindelse med problemer med indeksering af anlægsopgaver.
De benyttede indeksering fra husbyggeri, der for tiden ligger på 1,33 procent årligt, er langtfra i overensstemmelse med den inflation, der er i samfundet. Endnu værre ser det ud i forholdet mellem indekstallet og de reelle udgiftsstigninger på materialer, lønninger osv.
Finn Bo Frandsen har analyseret tre nye motorvejsprojekter til en samlet værdi af 3,2 mia. kr. og når frem til, at der over en periode på seks et halvt år er en underbudgettering på knap 200 mio. kr. Det svarer til 29 mio. kr. årligt.
Finansministeriets brug af det forkerte indeks betyder, at de store stigninger i forbruget af jern og olie på de store anlægsprojekter ikke slår hårdt nok igennem ved indekseringen, og konsekvensen er, at Finansudvalget jævnligt må til lommerne med ressourcekrævende tillægsbevillinger.
- Det er både forstyrrende, håbløst og ærgerligt, når vores medlemmer har engageret sig i en anlægsopgave både økonomisk og mandskabsmæssigt, og at de så får at vide, at opgaven trækker ud på grund af budgetproblemer, siger adm. direktør Jens Klarskov til Børsen.
Han venter på svar på en henvendelse om sagen til finansministeren.
Kilde: Dansk Byggeri.