23948sdkhjf

Rystende ringe sikkerhed på byggepladserne

216 alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det var, hvad Arbejdstilsynet i går konstaterede ved den anden landsdækkende aktion i år på byggepladserne.
Helt elementære fejl og mange grove overtrædelser var, hvad der mødte Arbejds-tilsynets tilsynsførende på landets byggepladser i går.

- Det er uhyggeligt så svært, det åbenbart er for mange bygge- og anlægsvirksomheder at overholde helt almindelige og velkendte sikkerheds-procedurer, siger kontorchef Peter Herskind, Arbejdstilsynet.

Han fortsætter:

– Selv om vi heldigvis møder mange gode byggepladser, er der tilsyneladende mange arbejdsgivere, der tror, at arbejdsmiljøloven kun gælder for de andre. Det er et stort problem for de pågældende virksomheder. Det er et stort problem for branchen – og det er et problem, som Arbejdstilsynet ikke slipper af syne.

Under aktionen besøgte Arbejdstilsynet 303 byggepladser i alle dele af landet.

På mange af byggepladserne var der et eller flere alvorlige brud på sikkerheden. I alt fandt Arbejdstilsynet 216 arbejdsmiljøovertrædelser, der var så alvorlige, at Arbejdstilsynet måtte skride ind og stoppe arbejdet med et strakspåbud eller et forbud.

I adskillige af disse sager overvejer Arbejdstilsynet nu at bede politiet om at gå ind i sagen og vurdere, om der skal rejses retslig tiltale. Det kan føre til bøder på 25.000 kr. eller mere. Ud over de 216 alvorlige sager måtte Arbejdstilsynet i 67 tilfælde reagere over for mindre alvorlige problemer.

- Det er simpelthen rystende ringe. Vi så det ved aktionen i juni, og nu tegner billedet om muligt endnu mere dystert. Jeg kan forsikre, at det bliver både drøjt og dyrt for de uansvarlige virksomheder, når Arbejdstilsynet i de kommende år gennemgår arbejdsmiljøet hos alle bygge- og anlægsvirksomheder. Vi vil ikke acceptere, at arbejdsgivere eller medarbejdere går på kompromis med sikkerheden, siger Jens Jensen, direktør i Arbejdstilsynet.

Samtidig advarer Jens Jensen byggebranchen om, at nye aktioner på bygge-pladserne allerede er planlagt.

Kilde: Arbejdstilsynet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093