Enemærke & Petersen går metodisk til værks
På Helsingørs Vapnagård viser Enemærke & Petersen perspektiverne i at industrialisere renoveringer.
- Da vi startede, havde vi helt ærligt svært ved at overskue, hvordan vi skulle komme igennem denne kæmpestore renovering, men vi gik til det metodisk og grundigt med de lean-baserede værktøjer, vi arbejder med, og i dag kan vi så alligevel se en ende på det, fortæller projektchef John Engelstrup Hansen.
Midt i januar blev de seks første færdigrenoverede blokke afleveret, og resten følger nu i stadigt hurtigere tempo. I marts er det halvandet år siden, man gik i jorden med de første arbejder, men allerede er man mere end midtvejs med den gigantiske sag:
- Vi har haft nogle udfordringer med at få afsluttet de sidste fag på de første blokke, men det er vi ved at have styr på nu. Det kører faktisk rigtigt fornuftigt, fortæller John Engelstrup Hansen.
- Om nogle måneder er vi helt færdige med jord og kloak, og så følger de andre aktiviteter ét efter ét. Men lige nu og frem til sommer er vi oppe på den helt store klinge!
Facadeudskiftning sat i system
Forklaringen på det høje tempo skal i høj grad søges i den semi-industrielle produktion, som Enemærke & Petersen har organiseret for renoveringen. Eksempelvis leveres de nye facader som præfabrikerede facadeelementer, komplette med vinduer og indvendige gerichter, direkte fra Enemærke & Petersens fabrik i Glostrup til lige netop det sted, hvor de skal indbygges. På den måde kan et enkelt sjak på én arbejdsdag udskifte facaderne på tre lejligheder – til glæde også for beboerne, som knap opdager, at deres facade har været åbnet.
Det semi-industrielle renoveringskoncept er udviklet og forfinet af Enemærke & Petersen på en række store renoveringssager, bl.a. Urbanplanen på Amager, som John Engelstrup Hansen også stod i spidsen for. Og han vil gerne videre endnu:
- Vi har meget fokus på processerne, og jeg synes selv, at vi er supergode. Men vi kan blive endnu bedre. Især logistikken med at få materialerne frem just-in-time og kun lige præcist det, der skal bruges, skal vi arbejde med. På det punkt er vi stadig for håndværkstænkende. Drengene kan deres håndværk, der er de rigtigt gode, men vi skal øve os i at få den industrielle tænkning ind i baghovedet.
Dampen oppe
Renoveringen af Vapnagård havde været undervejs længe, inden Enemærke & Petersen rykkede ind. Syv år er der gået, siden de første undersøgelser slog fast, at bebyggelsen havde behov for gennemgribende renovering.
- At holde dampen oppe så længe er næsten det sværeste. Nu er vi midt i det, der bliver arbejdet alle vegne og man vader rundt i mudder mellem afspærringer og maskiner. Så vi er lidt slidte lige nu, medgiver Birte Flæng Møller, der som direktør i boligselskabet Boliggården er bygherre på den store renovering.
I takt med at byggearbejderne har bredt sig over stadig større dele af Vapnagård, er også beboernes tålmodighed blevet sat på prøve:
- Men hvis jeg hæver mig lidt over det, vil jeg sige, at det overordnet set er en meget velfungerende byggeplads. Vi har en god dialog rådgivere, entreprenør og bygherre imellem. Og det har været spændende at følge med i, hvordan Enemærke & Petersen arbejder med at optimere deres processer. Den meget snak om, at der ikke sker procesudvikling i den danske byggebranche, passer i hvert fald ikke på det, jeg oplever her på Vapnagård , siger Birte Flæng Møller.
Se renoveringen af Vapnagård i helikopterperspektiv på E&P’s filmkanal: http://eogp.dk/Film.aspx
FAKTA
Med 57 boligblokke og 1.742 lejligheder er Vapnagård i det sydøstlige Helsingør en af Danmarks største boligbebyggelser.
I perioden 2012-2015 bliver hele bebyggelsen gennemrenoveret med Enemærke & Petersen som hovedentreprenør. Der kommer nye tage, gavle og indgangsfacader, badeværelserne bliver renoveret og udearealerne bliver gjort åbne, lyse og imødekommende. Kontraktsum 520 mio. kr.
Nova5 Arkitekter har udarbejdet projektet, der udføres i gedigne byggematerialer i høj kvalitet, der kan holde mange år ud i fremtiden. Ingeniørrådgiver er Niras.