BV-Trappen udvider ejerkredsen
Med to nye medejere styrker trappeproducenten fra sit fokus på produktion og udvikling.
Netop muligheden for at koncentrere sig om produktionen ligger bag den nye ejerkonstruktion:
- For mig er det en stor dag. Jeg har haft et ønske om at styrke direktionen og salgsleddet i virksomheden og selv hellige mig det, jeg brænder mest for; nemlig at producere trapper og tænke udvikling. Og jeg er sikker på, at BV-Trappen på den her måde går fremtiden styrket i møde, siger Bjarne Vangsgaard, der har stået i spidsen for trappeproducenten siden 1988.
Fra håndværk til industriproduktion
Michael Bjørnskov har en lang fortid i træindustrien, blandt andet som direktør i Moelven. De sidste 10-12 år har han udelukkende arbejdet på bestyrelsesniveau. Morten K. Madsen kommer til BV-Trappen med mere end 10 års ledelseserfaring fra B2B-segmentet i ind- og udland.
- Vores interesse for BV-Trappen skyldes først og fremmest den stærke platform, Bjarne og medarbejderne har skabt. Det er den, vi skal bygge fremtiden på, siger Morten K. Madsen og tilføjer:
- Vi vil gerne strukturrationalisere markedet, så det udvikler sig fra håndværksvirksomheder til industriproduktioner. Den vej er BV-Trappen kommet langt af, og vi ønsker at bruge virksomheden som springbræt til at optage flere små håndværksfabrikker i organisationen. Vi skal fortsætte med at levere konkurrencedygtige kvalitetstrapper og andre træprodukter til markedet, og det skal ske i et øget samarbejde med blandt andre kunderne i forhandlerleddet.
BV-Trappen A/S, der ligger i Thy, har produceret trapper siden 1988 og er i dag blandt de tre største trappeproducenter i Danmark. Virksomheden har udviklet de tre trappe-brands Flexi trapper, Modul trapper og Hemse trapper, som primært sælges i Danmark, men også i Tyskland, Sverige, Norge, Færøerne og Grønland. BV-Trappen er tilsluttet Dansk Trappe Kontrol.