90.000 hospitals-kvadratmeter energirenoveres
Schneider Electric Danmark har netop vundet udbud om energirenovering af Regionshospitalet Randers, et af landets største akuthospitaler.
Regionshospitalet Randers har netop igangsat et renoveringsprojekt, hvor 90.000 m2 skal moderniseres.
- Vi er rigtig glade for at skulle føre Regionshospitalet Randers’ satsning på fornyelse og energirenovering ud i livet og glæder os til at afdække de muligheder og potentialer, der ligger i de eksisterende hospitalsbygninger, siger Casper Højgaard, salgschef i Schneider Electric Danmark.
Forbedring på mange fronter
Der er tale om et ESCO-projektet. Hospitalet har valgt at arbejde med en tilbagebetalingstid på det samlede projekt på 17 år, hvilket gør det muligt at tænke i mere gennemgribende renoveringer af klimaskærmen. I projektet tænkes også andre løsninger som forbedrer sygehusets drift, ligesom der også kigges på øget patientsikkerhed.
- I alt fire hospitaler i Region Midtjylland gør nu brug af denne samarbejdsform, så vi håber at denne fremdrift kan inspirere andre regioner, hvor eksisterende hospitaler står overfor samme udfordring med stort efterslæb og aldrende teknik og bygninger, tilføjer Casper Højgaard.
Læs mere: Viborg Hospital skal energirenoveres for millioner.
Schneider Electric er i forvejen igang med et tilsvarende energirenoveringsprojekt på et andet af regionens hospitaler, nemlig Regionshospital Viborg.