23948sdkhjf

Kloakmessen skal fordobles i 2016

En flytning fra Brædstrup til Fredericia har løftet messen på alle parametre, og brancheorganisationen Danske Kloakmestre er klar til at bygge videre på succesen.
Formanden for brancheorganisationen Danske Kloakmestre, Henning Lübcke, har en opgave til generalforsamlingen i marts, der ser overkommelig ud. Han skal overbevise generalforsamlingen om, at det er en god idé at holde fag- og indkøbsmesse igen om to år. Og at det skal foregå i Messe C i Fredericia.

- Det er naturligvis generalforsamlingens beslutning, om vi også skal lave en Kloakmessen 2016. Hvis ikke, har jeg et problem. Så skal jeg ud og fortælle ganske mange udstillere, at de desværre ikke kan få den udstillingsstand, de bestilte på vej ud af døren fra Kloakmessen 2014, griner Henning Lübcke.

Han og den øvrige bestyrelse for Danske Kloakmestre var forståeligt helt oppe at ringe, da de tjekkede ud fra messecentret i Fredericia. To dages brancheudstilling i Messe C blev en gigantisk succes med et besøgstal, der nærmede sig en tredobling i forhold til seneste messe i Brædstrup i 2012.

Perfekt i Fredericia
- Vi har virkelig været i professionelle hænder hos Messe C, og samtidig har vi fået en fantastisk opbakning fra hele branchen. Det er altså ret så vanskeligt at få armene ned. Det er helt åbenlyst, at beslutningen om at holde Kloakmessen 2014 i Fredericia var helt rigtig. Geografisk ligger Messe C perfekt. Torsdag var hovedparten af gæsterne faktisk sjællændere, så det er helt klart ikke et problem at komme over et par broer, siger Henning Lübcke.

- Jeg er overbevist om, at rygterne om Kloakmessen 2014 vil brede sig i den kommende tid, og mange at dem, der ikke tog sig sammen til at komme af sted, vil ærgre sig. I 2012 var besøgstallet i underkanten af 900. I år nåede vi 2532, og det er altså ganske imponerende i betragtning af, at samtlige gæster har været dybt seriøst fagfolk. Helt reelt har Kloakmessen i Danmark vist nok nu lejret sig som Nordeuropas største kloakmesse, siger Danske Kloakmestres formand.

Større stand, tak!
Meget tyder på, at udstillerne er klar til at være med til ikke blot at gentage, men også udbygge succesen om to år.

- Hvis generalforsamlingen er enig med bestyrelsen om, at vi sætter kursen mod Kloakmessen 2016, så tror jeg, at vi får en dobbelt så stor messe. Med 95 udstillende firmaer havde vi denne gang cirka 50 procent flere end tidligere. Rigtig mange af dem var omkring Danske Kloakmestres stand i løbet af messens sidstedag med melding om, at de gerne vil have dobbelt så stor stand næste gang. Et enkelt firma afgav bestilling på firedoblet standareal i 2016. Så jeg og bestyrelsen har da et par gode argumenter med til generalforsamlingen, fastslår Henning Lübcke.

De 95 firmaer, der deltog i 2014-messen, blev i øvrigt målt og vejet af publikum i en konkurrence, hvor det gjaldt om at stemme på den flotteste stand. Det blev Brdr. A. & O. Johansen A/S, der løb med hæderen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094