Renoveringsarbejde for 27 millioner i Køge
Herfølge Svømmehal, haller og legepladser sættes i stand i 2014. Samtidig fortsætter undersøgelse af Køge Kommunes bygninger for PCB.
- Det vil tage nogle år endnu, inden alle skoler, haller og andre kommunale ejendomme i Køge er i tip top stand, men vi er godt på vej til at indhente det efterslæb, der er hobet op på vedligeholdelse af bygningerne. I 2014 vil vi blandt andet renovere Herfølge Svømmehal og en række haller og offentlige legepladser, siger Søren Brask, formanden for Køge Byråds nye Ejendoms- og Driftsudvalg, efter udvalgets allerførste møde. Her var en af opgaverne at prioritere, hvor kommunen skal sætte ind med sav, hammer og malerpensel i 2014.
Der er afsat 27 mio. kr. på Køge Kommunes budget i 2014 til vedligeholdelse af skoler, institutioner og andre kommunalt ejede bygninger, og det er Ejendoms- og Driftsudvalget, som beslutter, hvor vedligeholdelsespengene skal bruges.
Millioner til PCB-undersøgelse
Køge Kommune er også i gang med at undersøge alle kommunens bygninger for PCB. Hvis stoffet findes, skal bygningen renoveres. Derfor er afsat 2,5 mio. kr. til PCB-renovering i 2014.
På ejendoms- og driftsudvalgets mødet var der også status fra ETK, Entreprenør Teknik Køge. ETK er ejet af Køge Kommune og løser en række praktiske opgaver for kommunen, blandt andet vedligeholdelse af offentlige arealer. ETK har haft et godt økonomisk resultat for 2013 med en omsætningsfremgang på cirka 10 mio. kr. i forhold til budgettet, men 2014 bliver et økonomisk udfordrende år, og det har været nødvendigt for ETK at sige farvel til seks medarbejdere i januar måned.
- ETK arbejder hele tiden på at være så effektiv som muligt. Det er baggrunden for det gode 2013-resultat, og den linje ligger fast også fremadrettet. Jeg føler med de dygtige ETK-medarbejdere, der nu skal finde andet arbejde, men effektiviseringer er nødvendige for at udvikle ETK, så Køges borgere får den bedst mulige service for pengene, siger Søren Brask.