Dom sætter gang i fremtidsplaner for boligafdelinger
Efter en dom om krav på 37 mio. kr. mod afdelinger i den konkursramte Randersegnens Boligforening kan man nu komme videre med fremtidsplaner for boligafdelingerne.
Læs mere: Randersegnens boligforening er gået konkurs.
Banken havde nedlagt påstand om, at de pågældende afdelinger og dermed lejerne i afdelingerne var tinglyst som købere af ulovligt, ustøttet byggeri – aftaler som Randersegnens Boligforenings tidligere forretningsfører og Østjydsk Bank havde indgået - og dermed mente banken, at lejerne også skulle betale en del af tabet. Men byrettens tre juridiske dommere var enige om, at afvise Østjydsk Banks påstand.
- Vi glæder os over dommen og ikke mindst over, at den betyder, at vi nu kan komme videre med en helhedsplan for afdelingerne. Her har vi nemlig ventet på dommen, siger Lene Andersen, direktør i Miljø og Teknik i Randers Kommune, der er tilsynsmyndighed for de almennyttige boligforeninger.
Afdelinger skal overdrages nye boligforeninger
Da Randersegnens Boligforening som hovedorganisationen gik konkurs, betød det, at de enkelte afdelinger stod uden boligforening, og de bliver lige nu administreret af DAB. Randers Kommune har i længere tid arbejdet på at lave såkaldte helhedsplaner for afdelingerne. Det betyder, at de skal overdrages til en ny boligforening.
- Afdelingerne skal være velfunderede, de skal have gode planer for vedligeholdelse af deres bygninger og for økonomien. Det betyder, at vi skal tilføre kapital til de enkelte afdelinger sammen med Landsbyggefonden og en kreditforening. Men før vi overhovedet kunne komme videre med planerne, var det afgørende at vide, om der lå et krav på 37 mio. kr. fra en bank, forklarer Lene Andersen, og tilføjer, at man nu afventer, om Østjydsk Bank anker afgørelsen.