Dansk Byggeri: Drop arbejdsskadeafgiften
I 2014 betaler bygge- og anlægsbranchen over 1.500 kr. pr. ansat i arbejdsskadeafgift. Effekten er dog til at overse, mener Dansk Byggeri, der foreslår at bruge pengene anderledes.
I 2014 betaler virksomheder i bygge- og anlægsbranchen 1.503 kr. pr. ansat, og afgiften er steget markant siden 2013, hvor ændringerne trådte i kraft. I Dansk Byggeri mener man dog ikke, at afgiften har haft nogen effekt i forhold til antallet af arbejdsulykker.
- Vi har den tommelfingerregel, at en arbejdsulykke alene koster 30.000 kr. på økonomisiden, og dertil kommer så de menneskelige omkostninger. Virksomhederne vil derfor for alt i verden undgå ulykker. Vi mener af den grund ikke, at afgiften betyder noget for antallet af arbejdsulykker, men ser derimod afgiften som en ekstra skatteskrue, der er pakket ind i forklædning og suger penge ud af virksomhederne, siger Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Pengene kan bruges bedre
Samlet set koster afgiften erhvervslivet 500 mio. kr. om året. I Dansk Byggeri mener man i stedet, at de penge ville være bedre brugt ude i virksomhederne.
- Vi mener, at de penge kan bruges til at skabe arbejdspladser og vækst, nu hvor krisen endnu ikke har sluppet sit tag. Og selvom afgiften er steget markant siden 2012, er der jo ikke er blevet sat flere midler af til at forbedre arbejdsmiljøet. Vi mener derfor, at de penge, som virksomhederne betaler i arbejdsskadeafgift, ville gøre mere gavn for arbejdsmiljøet, hvis virksomhederne selv havde råderet over dem, siger Mette Møller Nielsen.
Dansk Byggeri ser desuden hellere, at indsatsen for at undgå arbejdsskader i stedet bliver fokuseret på forebyggende tiltag. Mette Møller Nielsen henviser til, at Dansk Byggeri i samarbejde med organisationerne inden for byggeriet lige har iværksat indsatsen ”Knæk Ulykkeskurven” med 50 initiativer, der skal mindske antallet af arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen.