23948sdkhjf

Medaljevinder: Eliten skal løfte bredden

Faglige konkurrencer er med til at give erhvervsuddannelserne et løft som helhed, mener Esben Kirk Therkildsen, der selv har vundet hæder som murer i både ind- og udland.
Danmarksmesterskaberne for unge på landets erhvervsskoler – det såkaldte DM i Skills – er med til at løfte det samlede niveau på uddannelserne.

Sådan lyder det positive budskab fra en af konkurrencens tidligere vindere.

- Ved DM i Skills kan du bevise, at du kan komme langt med dit fag. Det handler ikke bare om at gå på en teknisk skole eller at få dit svendebrev. Du har muligheden for at hæve overliggeren og drive det til noget større. Det skaber faglig stolthed og det giver noget at sigte mod – lidt som med gymnasierne, der har deres adgangsgivende karakterer til videregående uddannelse, siger Esben Kirk Therkildsen, der selv vandt guld ved både det danske og det nordiske mesterskab under sin uddannelse som murer, før det blev til en flot bronzemedalje ved verdensmesterskaberne i Japan i 2007.

Dansk medaljehøst ved WorldSkills

2013 - Leipzig, Tyskland: Danmark vandt en sølv- og en bronzemedalje

2011 - London, England: Danmark vandt to guld- og en sølvmedalje

2007 - Shizuoka, Japan: Danmark vandt en bronzemedajle

2005 - Helsinki, Finland: Danmark vandt to sølvmedaljer
Titler giver selvtillid
Efter endt uddannelse har Esben Kirk Therkildsen blandt andet fungeret som selvstændig murermester, før han påbegyndte uddannelsen som bygningskonstruktør i Aarhus. Her arbejdede han også for en tegnestue et par år, før han blev ansat som entrepriseleder ved Risskov Tømrer og Snedker, hvor han arbejder i dag.

Og selv om karrieren altså allerede har budt på flere spændende indslag siden de forgyldte uddannelsesdage, så har Esben Kirk Therkildsen aldrig brugt medaljerne aktivt i sin jobsøgning.

- Nej, jeg har ikke brugt titlerne som sådan, men på det personlige plan har jeg brugt det til meget. Det giver jo en succes, man kan bygge videre på, og det er en kæmpe tilfredsstillelse for en selv at vinde. Den selvtillid kan man sagtens tage med og bruge, uanset om man søger et job eller er på arbejde, siger Esben Kirk Therkildsen, som i øvrigt kun var otte point fra at overgå den koreanske VM-guldvinder, Song Se Hun, under mesterskaberne i 2007.

Giv aldrig op
Esben Kirk Therkildsen siger, at han er glad for og stolt af sin håndværksmæssige baggrund, og det skinner også igennem ved, at han deltager ved dette års DM i Skills, som afvikles fra torsdag til lørdag i Gigantium, Aalborg.

Her skal Esben Kirk Therkildsen blandt andet holde en peptalk for eleverne i murerfaget samt fortælle interesserede besøgende om, hvad faget og konkurrencen indebærer i praksis.

- DM i Skills kræver, at man har en samlet pakke. Man skal være dygtig i det daglige og vise et stort engagement. Og mit bedste råd til deltagerne må være, at de aldrig skal give op. Hvis du ikke går efter at vinde, kan du lige så godt lade være med at stille op, lyder budskabet.

Med omkring 280 deltagere og et forventet besøgstal, der vil gøre de fleste Superliga-klubber misundelige, har DM i Skills udviklet sig til at være en betydningsfuld begivenhed, siden det første mesterskab for fire år siden blev afviklet i Odense.

- Og det har en afsmittende effekt, for der skal en elite til for at inspirere bredden. Ude på skolerne kan man se, at de bruger nogle af de opgaver, som er blevet brugt ved DM i Skills. Det inspirerer til, at man stræber efter lidt mere, mener Esben Kirk Therkildsen.

Bundniveauet skal hæves
Alligevel kniber det med optaget på erhvervsuddannelserne, som fik 12.675 ansøgninger sidste år, hvilket svarer til 18,8 procent af eleverne fra 9. og 10. klasse. Den andel var på 31,7 procent i 2001 og har været støt faldende siden.

Esben Kirk Therkildsen mener, at flere faktorer spiller ind, men især en ting ville han gerne ændre, hvis han fik lov at være minister for en dag.

- Bundniveauet på erhvervsuddannelserne skal hæves. Det er en hæmsko for de mange, der virkelig vil noget med deres uddannelse, at de sidder en stor gruppe på holdet, som slet ikke gider det. Jeg mener derfor, at man skal opstille adgangskrav, så niveauet bliver hævet for dem, der virkelig har lyst. Og så handler det om at gøre det moderne og sejt at tage en erhvervsuddannelse. Man skal have kommunikeret budskabet om, at en gymnasial uddannelse med en middelkarakter er lig nul sammenlignet med en håndværksuddannelse, som du kan bruge fra dag 1, fastslår den danske medaljevinder.

Fakta: DM i Skills 2014

DM i Skills finder sted den 23.-25. januar 2014 i Gigantium i Aalborg. Omkring 280 unge deltager, og i alt 44 fag er tilmeldt. 29 som konkurrencefag og 15 som demonstrationsfag.

Årets konkurrence åbner torsdag kl. 9.00 med deltagelse af blandt andre borgmester Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg Kommune og statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Vinderne får overrakt præmier lørdag kl. 14.00 af undervisningsminister Christine Antorini.

Der er gratis adgang for alle besøgende.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078