Malerfirma på nye hænder
Industrirengøringsvirksomheden DVI (Dansk Ventilation- og Industrirengøring) har overtager malermester Erland Vejbys firma og lokaler på Havnepladsen i Frederikshavn.
Overtagelsen kom i stand i forbindelse med en fremvisning af nye lokaler til DVI på Havnepladsen i Frederikshavn i december 2013. Erland Vejbys malerfirma har lokaler på stedet, og de to virksomhedsejere kom i snak. Og da den gamle malermester udtrykte ønske om at gå på pension slog Jens Bøje til.
- Det hele gik faktisk op i en højere enhed, må jeg sige. Jeg blev helt tilfældigt præsenteret for Erland, som efter en snak gav mig tilbuddet om at købe hans malerfirma, og da jeg i forvejen længe havde gået med tanken om at starte eget malerfirma op i forlængelse af min rengøringsvirksomhed, slog jeg selvfølgelig til, forklarer Jens Bøje.
Områderne supplerer hinanden
Jens Bøje har haft DVI siden december 2005, hvor han både har base i Aalborg og Frederikshavn. DVI udfører industrirengøring, men har blandt andet også mange fraflytninger fra lejligheder, og i den forbindelse, er der altid sat en maler på, når DVI har udført rengøringen.
Ifølge Jens Bøje er mange større virksomheder begyndt at fokusere meget på samarbejdspartnere med flere kompetencer under samme tag, hvilket også er én af grundene til, at han har valgt at gå ind i malerbranchen.
- Hver gang vi har været færdige med en lejlighed eller et lokale, har jeg gentagne gange tænkt den samme tanke: Hvorfor gør vi ikke bare det her selv i stedet for at få andre malere indover. De to brancher supplerer jo i mit tilfælde hinanden rigtigt godt, og det håber jeg selvfølgelig også er tilfældet i Frederikshavn, siger han