Mindre virksomheder er rustet til digital hverdag
Langt de fleste små og mellemstore virksomheder ser store fordele ved at indberette digitalt til det offentlige. Det fortæller de i en undersøgelse, som...
Over 500 af Håndværksrådets medlemmer har bidraget til undersøgelsen. De kommer også med en række anbefalinger til, hvordan den digitale omstilling også tager højde for virksomhedernes behov og ønsker. F.eks. er en telefonisk hotline-service til råd og vejledning prioriteret højt.
- Det er positivt, at så mange små og mellemstore virksomheder er parate til mere digitalisering, som også gør dem mere konkurrencedygtige i forhold til globaliseringen. Dialogen med virksomhederne er meget vigtig for mig, så vi sikrer de bedste vilkår. Jeg er også enig med virksomhederne i, at den offentlige sektor skal satse mere på digitale løsninger som en naturlig udvikling i et moderne land som Danmark, siger Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen.
Håndværksrådets formand Poul Ulsøe:
- Virksomhederne efterspørger flere digitale løsninger men også hjælp til det. Det er derfor vigtigt, at vi her og nu har viljen til at investere på det digitale område. Vi har nu etableret det vidensgrundlag, der skal til, for at gøre de små og mellemstore virksomheder til verdens mest digitale. Det vil kunne blive en løftestang for innovation og produktivitetsforbedringer i de mange små og mellemstore virksomheder.
Kun 6 pct. af de små og mellemstore virksomheder anvender aktuelt ikke IT. De skal have tilbud, der gør det muligt for dem at få indberettet digitalt, hvor det ikke bliver muligt på papir.
Kilde: Håndværksrådet