Forhandler med budgivere til Lillerød Bymidte
Der er kommet fem bud på et projekt med nyt foreningshus og forbedringer på biblioteket i Allerød, og Allerød kommune vil nu forhandle med tre af budgiverne.
- Der er tre tilbage, men hvem af dem, det bliver, ved vi først efter næste møde, siger formanden for Kultur- og Idrætsudvalget John Jensen til sn.dk.
På baggrund af de modtagne bud har udvalget anmodet om en bevilling på 23 mio. kr., som også skal tage hånd om uforudsete udgifter samt håndtering af forurenet jord.
- Der er altid nogle ekstra udgifter omkring sådan nogle projekter som dette, og det vil vi gerne være på forkant med. Det kan for eksempel være noget som at få flyttet bøger fra biblioteket og opbevaring af dem, der kan koste ekstra. Sådan noget, man ikke lige tænker på, siger John Jensen til sn.dk.