Værktøjer til sikrere byggepladser
En ny hjemmeside giver værktøjer til at inddrage arbejdsmiljø i alle faser af byggeprocessen...
Branchearbejdsmiljørådet (BAR) for Bygge & Anlæg har netop lanceret en ny hjemmeside, www.byggeproces.dk , fyldt med værktøjer til at skabe et bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.
Byggeproces.dk giver for hver etape i byggeriet – fra initiativfase til afleveringsfase – en række redskaber og praktiske eksempler til at opnå et godt arbejdsmiljø.
Sekretariatsleder Jacob Munk fra BAR for Bygge & Anlæg siger:
”En gennemtænkt proces, der inddrager arbejdsmiljø fra start, giver – udover færre ulykker og skader – mange andre fordele. For det første opnås økonomiske besparelser, fordi hovsaløsninger undgås. For det andet sikres en bedre kvalitet, fordi en styret proces betyder, at materialer leveres, når der er behov for dem og dermed ikke tager skade under opbevaring på byggepladsen. For det tredje giver en proces, der er planlagt i detaljer også omkring arbejdsmiljø, mindre risiko for stridigheder om, hvem der skal betale for de forskellige arbejdsmiljøforanstaltninger. Og endelig giver det et bedre image for alle involverede i byggeprocessen, hvis arbejdsmiljøet er i top.”
Carl Bro Gruppen har udviklet hjemmesiden for BAR for Bygge & Anlæg i samarbejde med Bygherreforeningen i Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Danske Arkitekt Virksomheder.
”Et godt arbejdsmiljø kræver, at alle byggeriets parter bliver inddraget, og derfor har vi udviklet byggeproces.dk i samarbejde med alle parter. Her har vi desuden draget god nytte af Carl Bro Gruppens brede viden om arbejdsmiljø,” siger Jacob Munk.
Ud over at udvikle hjemmesidens værktøjer, indhold og struktur har Carl Bro Gruppen også medvirket ved afprøvning af metoderne i dialog med bygherrer, rådgivere og entreprenører.
Kilde: Carl Bro