Varme, køl, vand og lys til DNU
Wicotec Kirkebjerg har det seneste år fået fire opgaver til 90 mio. kr. på DNU i Aarhus. Når arbejdet er færdigt vil der bl.a. være installeret 700 tons forsyningsledninger.
Opgaverne, som i alt er på 90 mio. kr., omhandler blandt andet en laboratoriebygning på knap 14.000 m², samt tre opgaver til forsyninger og belysning i terrænet rundt om det nye sygehus.
- Vi ser frem til nogle spændende år på DNU, og forventer at disse opgaver ikke er de eneste vi skal stå for, siger afdelingschef Lars Frandsen fra Wicotec Kirkebjergs Aarhus-afdeling på firmaets hjemmeside.
Giver bygningerne lys og liv
Opgaven omkring laboratoriebygningen (delprojekt S1 - abdominal/inflammation) er tildelt som en teknikentreprise, og indebærer således at Wicotec Kirkebjerg opfører og koordinerer de tekniske installationer i byggeriet. Med en høj kompleksitet af tekniske installationer i bygningen stiller det store krav til de enkelte fagdiscipliner, og især den tværfaglige integration af teknikken som helhed. Bygningen skal stå færdig til efteråret 2014.
En anden opgave på DNU omfatter installation og opstilling af cirka 350 belysningsmaster til belysning af veje og stier. Hertil er en option på et tilsvarende antal. Der skal opstilles to typer master – en høj og en lav, og armaturerne herpå er forsynet med en LED-lyskilde. Når de alle lyser samtidig sker det med en samlet effekt på 22.000 watt - svarende til effekten på omkring 20 kaffemaskiner. Under denne entreprise udføres der også ca. 20 km tomrør bl.a. stærkstrøm og fiberoptiske kabler. Opgavens varighed løber helt frem til 2017, da en lille andel først skal udføres løbende, som de nye bygninger skyder op.
Ring af kølerør
I en ring på 1,8 km rundt om det nye sygehus kommer der til at ligge et sæt 500mm kølerør, et 810mm dobbelt varmerør (twinrør), og to mindre vandrør til henholdsvis brugsvand og sprinkler. Ligesom med belysningen løber en mindre del af arbejdet med de mange rør også frem til år 2017.
Her er det det store grej, der må tages i brug. En længde Kølerør i 500 mm vejer ifølge Wicotec Kirkebjerg knap et ton, og et varmerør i tilsvarende længde omring to ton. Hermed vil der, når arbejdet er færdigt, være installeret forsyningsledninger på op imod 700 tons.
Kølerørene udføres i en speciel diffusionstæt udgave af PEH rør for at forhindre iltmolekyler i at trænge ind til de knap 700.000 liter vand som rørene indeholder. Ellers vil der være risiko for korrosion af de metalliske komponenter, der indbygges i bygningernes installationer.