DNU-byggeri giver vejlukning
Arbejdet med at bygge Det Nye Universitetshospital skrider frem, og det betyder, at Herredsvej i det nordlige Aarhus nu bliver lukket.
Vejen vil i første omgang blive spærret med chikaner af DNU-byggeriet, da vejen bliver nedklassificeret til privat fællesvej og samtidig overdraget til DNU-byggeriet.
Byggechef Søren Kaae Overgaard, bygherreorganisationen, opfordrer trafikanterne til at respektere skiltningen.
- Projektafdelingen for DNU-byggeriet har en forventning om, at privatbilisterne vil respektere at Herredsvej er en byggepladsvej. Der er allerede nu en stærkt øget tung trafik, og om kort tid kommer der til at foregå spunsarbejde ved vejen. Af hensyn til egen sikkerhed bør man respektere skiltningen og ikke køre ind på den nu lukkede og private byggepladsvej, siger han.
Samtidig med lukningen af Herredsvej for gennemførende trafik fortsætter arbejdet med at gøre Paludan Müllers Vej firesporet. Vejen ventes at være helt klar i slutningen af 2014.