Nyt firma ser ud over grænserne
Det nye netværksfirma, Nordisk Netwrok, vil binde den nordjyske bygge- og anlægsbranche sammen med de nordiske naboer fra sin base i Frederikshavn.
Bag Nordisk Network står to mænd med mange års kendskab til byggebranchen: Klaus Lindahl, ejer af AADS Gruppen, og Claus Jørgensen, der er idemanden bag det nye firma.
Arbejdskraft til og fra Danmark
Firmaet, som vil koble danske virksomheder til de nordiske naboer, fokuserer i udgangspunktet på bygge- og anlægssektoren. Det kan f.eks. være at få udenlandske arbejdere til Danmark, eller omvendt outsource arbejdskraft til nabolandene.
- Først og fremmest ligger vi tæt på både Norge og Sverige, som begge vækster helt vildt i disse år, så det er lidt nemmere at lokke folk til Frederikshavn og omvendt sende folk den anden vej med færgen, siger Claus Jørgensen blandt andet til KanalFrederikshavn.dk.
For at introducere sig til interesserede firmaer afholder Nordisk Network et første netværksmøde den 16. januar i Kattegat Siloen i Frederikshavn, hvor firmaet også har kontor.