Ny forretningsmulighed for Esbjerg-firmaer
Virksomheder der beskæftiger håndværkere, arkitekter, konstruktører og ingeniører o.l. og opererer i Esbjerg Kommune kan gratis få uddannet en BedreBolig-rådgiver.
Det giver samtidig virksomheder, der opererer i Esbjerg Kommune, en ny mulighed for gratis uddannelse, idet Esbjerg er en af ni testkommuner i ordningen.
Virksomheder, der beskæftiger håndværkere, arkitekter, konstruktører og ingeniører m.fl., med stærke energifaglige kompetencer, har således mulighed for at få uddannet en BedreBolig-rådgiver gratis. Herefter kan virksomheden godkendes til at levere en samlet rådgivningsydelse til boligejere i hele processen omkring energirenovering.
To krav - men ingen udgift - til deltagelse
Der er to krav til virksomheder som ønsker at blive godkendt under ordningen: For det første skal virksomheden have mindst én medarbejder, som har taget BedreBolig-uddannelsen, og for det andet skal virksomheden have et godkendt eller certificeret kvalitetsstyringssystem.
Der er ingen brugerbetaling på BedreBolig-uddannelsen i de indledende faser. Det første uddannelsesforløb finder sted mellem den 20. januar og 31. marts 2014.
Kursuspladserne til det obligatoriske grundkursus tildeles efter først-til-mølle princippet. Der er plads til 125 kursister i alt på det første forløb.
Tilmelding foregår hos Byggecentrum via: byggecentrum.dk/BedreBolig-tilmelding