23948sdkhjf

Tre danske arkitektfirmaer skal tegne til Krøyers Plads

NCC har indgået samarbejde med tre danske arkitektfirmaer, som sammen skal tegne de kommende boliger på Krøyers Plads...
NCC har indgået samarbejde med tre danske arkitektfirmaer, som sammen skal tegne de kommende boliger på Krøyers Plads i Strandgade i København. Arkitektfirmaerne repræsenterer det bedste fra tre arkitektgenerationer.

Henning Larsens Tegnestue, Kim Utzon Arkitekter og Tegnestuen PLOT har sagt ja til i fællesskab at udvikle det nye projekt, som NCC opfører på den grund i Strandgade i København, hvor statens ejendomsselskab Freja Ejendomme havde forslået rejst seks boligtårne.

– Ambitionerne er høje. I NCC har vi et ønske om at være med til at skabe arkitektonisk kvalitet i byen. Henning Larsens Tegnestue, Kim Utzon og PLOT repræsenterer alle det bedste, som dansk arkitektur kan præstere. Jeg tror, at de tre kan få forskellighederne mellem dem til at blive til en oplevelse af mangfoldig og dog helstøbt, dansk arkitektur, siger koncerndirektør Torben Biilmann, NCC.

På billedet ses: Julien De Smedt, Kim Utzon, Mette Kynne Frandsen og Bjarke Ingels, som repræsenterer de tre arkitektfirmaer, der sammen med NCC former de nye boliger på Krøyers Plads i København.
Den videre proces bliver, at tegnestuerne i fællesskab udvikler et samlet projekt til grunden, der herefter som sædvanlig drøftes med Københavns Kommune. Derefter skal der udarbejdes et forslag til tillæg til den eksisterende lokalplan 308. Når den plan foreligger skal den behandles af Københavns Borgerrepræsentation og derefter sendes videre i offentlig høring.

– Da vi endnu ikke kender bygningerne, er det også for tidligt at sige noget om, hvor lang tid, det vil tage at bygge dem, siger NCC’s Torben Billmann.

De tre arkitektfirmaer understreger, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvilke tanker, der skal rummes i de bygninger, som skal opføres på NCC’s grund. Alle fire partnere håber, at der inden årets udgang ligger tegninger, skitser og modeller, som fører frem til et færdigt boligbyggeri. Til gengæld vil arkitekterne gerne fortælle om de tanker, der har gjort sig om samarbejdet og de ideer, der ligger bag det.

Samtidig med valget af arkitekter har NCC indgået aftale med det rådgivende ingeniørfirma Rambøll Danmark A/S om at udføre ingeniørprojekteringen ved det kommende byggeri.

Der er endnu ikke aftalt en organisation eller fast arbejdsform for projektet. Partnere har givet hinanden håndfæstning om, at de i tættest muligt samarbejde vil udvikle spændende arkitektur og boliger, der lever op til placeringen på Københavns havnefront. Det er tanken, at forskellighed og modsatrettede ideer skal bruges til at skabe energi og virkelyst i arbejdet med at udarbejde de tre arkitektgenerationers og NCC’s fælles projekt på Krøyers Plads.

NCC havde håbet, at en del af projektudviklingen kunne foregå i de eksisterende bygninger på grunden. Der er dog desværre fundet så store mængder af skimmelsvamp i bygningerne, at det vil være for bekosteligt at gøre dem egnede til dagligt ophold. Derfor fjernes bygningerne. Arbejdet begynder i denne uge og varer formentlig fire til fem uger.

NCC købte i 2004 grunden i Strandgade i København af statens ejendomsselskab Freja Ejendomme for 100 millioner kroner. Inden havde Freja Ejendomme udskrevet en arkitektkonkurrence, som Erick van Egeraat vandt med et projekt med seks boligtårne. Projektet blev udsendt som lokalplanforslag og blev efter stor offentlig debat ikke godkendt af Københavns Borgerrepræsentation.

Kilde: NCC

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078