21 nominerede til Byggeriets Klimapriser
Byggerimessen belønner igen i år de udstillere, som kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.
- Klima, energi og miljø er stadig meget aktuelle emner i byggeriet. Derfor ønsker vi fortsat at fremme udviklingen af bæredygtige byggevarer og sætte fokus på virksomheder, der har iværksat en klima-, energi- og/eller miljøstrategi. Det gør vi bl.a. ved at uddele Byggeriets Klimapris, Energipris og Miljøpris, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Danske Byggecentre, som arrangerer Byggerimessen.
Grønne initiativer er lyspunkter i en presset branche
De virksomheder, som tidligere har modtaget en af klimapriserne, har oplevet anerkendelsen som en stor gevinst i deres arbejde, ligesom bygherrer i stigende grad efterspørger bæredygtige materialer og grønne løsninger i byggeriet.
- Byggeriet kan levere løsninger på centrale samfundsudfordringer som reduktion af energiforbruget og tilpasning til klimaforandringer. Samtidig er klima- og energiforbedringer i byggeriet med til at skabe vækst. Derfor glæder vi os til at belønne de tre virksomheder, som har gjort en særlig indsats på dette område, siger Lars Storr-Hansen, komitémedlem og adm. direktør for Dansk Byggeri.
Nomineringen til de tre priser er muligt for alle de produkter, som udstilles på Byggeri ’14, men virksomhederne kan også søge om priserne ved at redegøre for iværksatte strategier inden for klima, energi og miljø samt arbejdsmiljø.
Byggeriets Klimapris
I kategorien Klimaprisen er fem virksomheder nomineret for deres indsats på klimaområdet. I denne kategori finder man blandt andet miljøsten, der sikrer hurtig afvanding af befæstede arealer, et vejbelægningsprodukt, der nedbryder den farlige NOx fra bilernes udstødning og et nyudviklet facadekoncept til udvendig isolering.
De nominerede er: IBF Betonvarer, DLH Danmark A/S, Komproment ApS, Betongruppen RBR A/S og SurfaProducts Denmark ApS.
Byggeriets Energipris
Kendetegnede for de fem nominerede produkter i kategorien Energiprisen er bl.a. tæthedsløsninger og byggesystemer i lavenergiklasse 1, som bidrager til et lavere energiforbrug, hvilket er et vigtigt parameter i fremtidens byggeri.
De nominerede er: 3M A/S, Eric Storm A/S, Sundolitt, Vahle A/S og Wood Step A/S.
Byggeriets Miljøpris
I miljøkategorien er det især løsninger og strategier, som fremmer et bedre arbejdsmiljø, der er nominerede. Eksempelvis et vandforstøvningssystem, som reducerer skærestøv, en kombineret sele- og nedfiringsrygsæk, som betyder, at man kan redde sig selv, hvis uheldet er ude, eller et skinnesystem, der betyder færre dårlige arbejdsstillinger og en forøgelse af sikkerheden.
De nominerede er: Construx Danmark ApS, Icopal Danmark A/S, Kastrup A/S, Knauf A/S, Saint-Gobain Gyproc A/S, Saint-Gobain Isover A/S, Schlüter-Systems KG, Dewalt, DLH Danmark A/S, Jeld-Wen A/S og Troldtekt A/S.
Sådan udvælges de nominerede
De 21 nominerede virksomheder er udvalgt af en nomineringskomité, som består af samtlige af byggeriets parter, herunder: repræsentanter fra Klima- og Energiministeriet, Dansk Byggeri, Håndværksrådet, Bygherreforeningen, Akademisk Arkitektforening, Danske Arkitektvirksomheder, Konstruktørforeningen, F.R.I, Dansk Indeklima Mærkning, PEFC, Statens Byggeforskningsinstitut – SBI, DI Byg samt Danske Byggecentre.
- I år har vi modtaget interessante indstillinger fra både store og små virksomheder, hvilket vidner om, at mange gør en ihærdig indsats for at tænke miljø og bæredygtighed ind i deres vækststrategi. Ved at uddele disse priser belønner byggeriet virksomhederne for denne ekstra indsats, siger Christian Lerche, komitémedlem og direktør hos Danske Arkitektvirksomheder.