23948sdkhjf

Neddrosler samarbejdet med Danske Malermestre

Malerforbundets hovedbestyrelse har den 10 maj besluttet at neddrosle samarbejdet med forbundets største overenskomstmodpart...
Malerforbundets hovedbestyrelse har den 10 maj besluttet at neddrosle samarbejdet med forbundets største overenskomstmodpart - Danske Malermestre, som svar på arbejdsgiverorganisationens udmeldinger, der useriøst signalerer ønsker om konflikt og konfrontation.

Dråben, der har fået bægret til at flyde over, er, at Danske Malermestre - helt velovervejet og efter seksten dages betænkningstid - har indklaget Malerforbundet for Arbejdsretten med krav om bod for organisationsansvar.

Dette blev gjort på baggrund af at en byggepladspatrulje fra Byggefagenes Samvirke i Næstved - på udkig efter illegal arbejdskraft - bevægede sig ind på en arbejdsplads, hvor det ud fra skiltningen på byggepladsen ikke var muligt for medlemmerne af patruljen umiddelbart at aflæse hvilken malermester, der havde entreprisen på byggepladsen.

Derfor bevægede byggepladspatruljen sig ind på byggepladsen, hvor patruljen kunne konstatere, at der var tale om et malerfirma organiseret i Danske Malermestre, som udførte malerarbejdet.

Tre malere havde imidlertid ikke firmalogo på deres tøj. Derfor henvendte byggepladspatruljen sig til de tre malere, der ikke viste sig at være illegal østeuropæisk arbejdskraft, men malersvende fra et vikarbureau.

I stedet for at respektere deres tillidsfolk og yde moralsk støtte til Malerforbundets indsats for at bevare ”den danske model” ved at stoppe konkurrencen fra østeuropæisk illegal arbejdskraft, vælger Danske Malermestre at rejse en sag ved Arbejdsretten med den uofficielle forklaring, at man føler sig chikaneret og provokeret.

Danske Malermestre føler sig chikaneret af, at Malerforbundet har investeret en mindre formue i at udbrede kendskabet til fagets og overenskomstens grundlæggende lønsystem, ligesom man føler sig chikaneret af, at der i Malerforbundets blad ”MALEREN” har været bragt et billede af to af forbundets medlemmer, uden at arbejdsgiveren havde givet sin tilladelse.

I Malerforbundet mener de dog, at alle er indenfor pædagogisk rækkevidde. Når Danske Malermestre er blevet inspireret af konsekvenserne af et manglende samarbejde og opgiver sin konfrontationspolitik, genoptager Malerforbundet gerne samarbejdet.

Men først når organiserede mestre ikke længere hæmningsløst beskæftiger uorganiseret arbejdskraft, og Danske Malermestre anerkender Malerforbundets tillidsfolks legitime ret til at færdes frit i dette samfund og hermed også til i specielle situationer at tage kontakt til deres medlemmer, blot det ikke er til gene for produktionen.

Kilde: Malerforbundet i Danmark, Pressemeddelelse den 10. maj 2005

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096