Håndværkere afviser åbenhed om indkøbspriser
Håndværksrådet er modstandere af, at Konkurrencestyrelsen vil pålægge håndværksmestre at vise deres...
Håndværksrådet ser gerne, at konkurrencemyndighederne griber ind over for høje priser og manglende konkurrence på byggematerialer.
Det siger økonom i Håndværksrådet, Jakob Brandt, efter at Konkurrencestyrelsen har kritiseret, at byggematerialer er markant dyrere i Danmark end i andre lande og har varslet en række indgreb imod konkurrencebegrænsende aftaler, skyhøje avancer og loyalitetsskabende rabatter mellem grossister og håndværksmestre.
Velviljen ophører der, hvor håndværksmestrene selv skal kigges i kortene.
Som en del af pakken vil styrelsen pålægge håndværksmestre - på forlangende - at vise deres indkøbspriser på byggematerialer, så private kan forsøge at købe materialerne billigere andre steder og kun betale håndværkeren for at udføre arbejdet.
- Det synes vi er en dårlig idé, som vil gøre arbejdet med at give tilbud unødigt administrativt bøvlet, siger Jakob Brandt til Ritzau.