Nye kunstgræsbaner i Esbjerg Nord og Ribe
Esbjerg Kommune har afsat tre mio. kr. i 2014 til at sætte gang i etableringen af kunstgræsbaner ved Guldager Idrætscenter og Ribe Fritidscenter.
- Allerede i det nye år har vi udsigt til at få anlagt to nye kunstgræsbaner i kommunen. Der er et tydeligt behov for flere kunstgræsbaner, og vi har i denne omgang prioriteret en geografisk spredning, så vi får en bred udnyttelse af banerne til glæde for flest muligt, siger Knud Jager Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget.
Baner i nord og syd
Esbjerg Kommune har modtaget fire ansøgninger om etablering af kunstgræsbaner i 2014. For at kunne ansøge om et kunstgræsbaneprojekt, skal idrætsforeningen selv kunne finansiere ca. halvdelen af projektet, og i forhold til prioritering af anlægspuljen i 2014 opfyldte tre kunstgræsbaneprojekter betingelserne for etablering: Guldager Idrætscenter, boldbaner ved Ribe Fritidscenter og boldbaner på Gl. Vardevej.
Kunstgræsbaneprojekterne ved Guldager Idrætscenter og på boldbaner ved Ribe Fritidscenter er prioriteret af anlægspuljen, da der allerede findes en kunstgræsbane på Gl. Vardevej, og den største geografiske spredning af banerne vurderes at give den bedste udnyttelse fremover.