Millioner af kroner i klemme ved konkurser
Ifølge Dansk Byggeri er indefrosne momskroner et stort problem i byggebranchen og foreslår derfor en lempelse af reglerne.
I forbindelse med konkurser mener Dansk Byggeri, at der er et overset problem med de nuværende momsregler.
- Hvis en virksomhed standser sine betalinger eller går konkurs, mister kreditorerne sit tilgodehavende helt eller delvist. Kreditorerne kan derudover ikke få fradragsret for forventede tab, før tabet er konstateret endeligt. Problemet er, at der ved konkurser er langvarige efterspil, som betyder, at en mindre virksomhed først får refunderet beløbet, når selve konkursbehandlingen er overstået efter 3-5 år. Det kan i værste tilfælde være den dråbe, der får bægeret til at flyde over, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Indefrossen moms er arbejdskapital
Dansk Byggeri foreslår derfor at ændre momsreglerne således, at hvis en virksomhed standser sine betalinger eller går konkurs, kan kreditorer med det samme tilbageføre det tilgodehavende, som har skatte- og momsmæssig virkning.
Organisationen skønner ud fra en beregning, at der med det nuværende antal årlige konkurser og den nuværende gennemsnitlige omsætning i de konkursramte virksomheder, vil ryge ca. 500 millioner tilbage til erhvervsvirksomhederne om året, hvis reglerne blev ændret. Staten vil kunne nøjes med et provenutab på ca. 15 mio. kr. i mistet renteindtægt.
- Den indefrosne moms er jo arbejdskapital, som bør komme virksomhederne til gode og ikke dræne dem for likviditet. Set fra statskassens side er der tale om peanuts i forhold til, hvor afgørende de penge kan være for de virksomheder, der i dag kommer i klemme i forbindelse med konkurser eller lignende. Med vores forslag vil konkurser i fremtiden trækker færre spor efter sig, og virksomhederne slipper for at agere kassekredit for staten, siger Bo Sandberg.
Dansk Byggeris forslag omfatter også sager, som ender i en faglig voldgift. I en sådan situation bør reglerne indrettes, så der er mulighed for at sætte eventuelle momsbetalinger på standby, mens sagen bliver behandlet.