IT-firma vil bygge 4.500 m² domicil i Carlsberg Byen
Ved Gammel Carlsberg Vej ønsker firmaet Edlund A/S at bygge nyt domicil. Erik Møller Arkitekter har udarbejdet tegninger til projektet.
Bag Edlund Ejendomme står it-virksomheden Edlund A/S, som ønsker at opføre en erhvervsbebyggelse på op til 4.500 m², der danner grundlag for et nyt miljø omkring Gamle Carlsberg Vej og i samspil med naboejendommene skaber attraktive nye haverum.
Erhvervsbebyggelsen udformes med størst højde på tre etager mod nord, og nedtrappes til en etage mod banegraven. Bygningen har to høje etager (i alt cirka 11 m) og en lavere ’penthouseetage’ (cirka 4 m) på en mindre del af bygningen. Der etableres en tagterrasse med et samlet areal på cirka 300 m².
Under bebyggelsen ønskes opført to kælderetager på op til 4.200 m², der skal anvendes til bil- og cykelparkering, opbevaring, køkkendepot og arkivfunktion.
Forslaget er i offentlig høring frem til den 5. februar 2014.